Stort drama: Conte & Co. tabte mod Southampton
Det bølgede frem og tilbage på Tottenham Stadium her til aften.
Tottenham fik ellers en god start på kampen, da Jan Bednarek blev noteret for et selvmål efter 18 minutters spil, hvor Pierre-Emile Højbjerg havde næstsidste fod på.
Føringen var dog ikke lang tid. Fem minutter senere bragte Armando Broja balance i regnskabet til 1-1, som også blev kampens resultatet til pause.
I anden halvleg fortsatte kampen i det høje tempo, og i det 70. minut gjorde Son Heung-min det til 2-1.
Men det lykkedes gæsterne at få vendt kampen på få minutter.
Først udlignede Mohamed Elyounoussi, og to minutter senere gjorde Che Adams det til 3-2.
For en kort stund troede Steven Bergwijn, at han havde udlignet, men målet blev annulleret for offside, og dermed var det Saints, der tog de tre point i et hæsblæsende opgør.