Storformen belønnes: Mourinhos julegave til spillerne
Efter at Chelsea sidste år aflyste alt hvad der hed julefester, efter et pinligt nederlag til Sunderland, så er man i anderledes god stemning i år. Forud for dagens kamp med Sunderland afslører manager Mourinho nemlig, at der ovenpå de flotte præstationer, bliver planlagt en stor fest for spillerne.
Dog skal man regne med, at det bliver mere en familiefest end et mobildiskotek. Festen vil blive presset ind imellem otte kampe i december måned som en gestus til spillerne, der har ændret attituden i forhold til sidste sæson.
– De (spillerne) gør det alle rigtig godt. På grund af det, så forbereder vi i klubben en julefest for dem og deres familer, siger José Mourinho til Daily Mail og fortsætter:
– Der er julefester og så er der jo julefester. Den her bliver af den slags, som er i familiens navn – alle drengene er glade for at være sammen med familien. Den her trup har en masse børn med alder alt lige fra et par uger til 10 år, så det er godt for alle omkring spillerne. For de ting, vi mener er gode, kan vi også altid finde tiden.
– Jeg siger nok et par ord ved bordet og efter det, så lader jeg dem hygge sig sammen med deres familier og børn, slutter Mourinho.
Chelsea er seks point fri i toppen af Premier League og otte point foran mestrene fra Manchester City.




