Store ord: Pochettino sammenligner angriber med Kane
Det er ikke mange angribere, der ikke gerne vil sammenlignes med Harry Kane, og nu gør Mauricio Pochettino det med en af sine spillere.
Chelsea-manageren fortæller nemlig, at han ser ligheder mellem albanske Armando Broja og en ugn Harry Kane. Derfor mener Pochettino også, at Broja går en stor fremtid i møde.
– Alle de store angribere havde brug for tid, da de var unge. De skal finde deres egen balance. Jeg mener stadig, at han har potentialet til at blive en fantastisk angriber, siger Pochettino ifølge London Evening Standard.
– Processen tager tid. Jeg sammenligner altid med Harry Kane. Han skiftede til Leyton Orient og Norwich på en lejeaftale. Her brugte han tid på at finde sin rette balance.
– I sine første seks måneder hos os (I Tottenham, red.) begyndte han først at præstere i december og januar. Det var dér, at vi startede med at se hans rigtige potentiale.
Broja blev i sidste sæson alvorligt knæskadet, og det er først i efteråret, at han er vendt tilbage på banen. Derfor har Pochettino også været påpasselig med den 22-årige angriber.
Indtil videre har han i denne sæson spillet 682 minutter, hvor det er blevet til to scoringer og en assist.
Det var også først efter, at Harry Kane var fyldt 21 år, at han begyndte at score mange mål for Tottenham. Forinden var han udover Leyton Orient og Norwich også udlejet til Leicester og Milwall. Derefter scorede han dog også mål på samlebånd og regnes som en af ligaens bedste angribere nogensinde.
Forleden sagde danske Mika Biereth, at han som type minder om en dårlig udgave af Haaland og Kane. Læs mere om den historie her.