Stor utilfredshed: Forsvarer "rugby-scoring"
Det mindede utroligt meget om den situation, hvor Jurrien Timber onsdag skubbede Rasmus Højlund i ryggen og scorede i Arsenals sejr over Manchester United.
Denne gang var det Issa Diop, der leverede skubbet, og Lewis Dunk, der var modtageren. Resultatet blev, at hjørnesparket fløj over hovedet på Brighton-anføreren, ramte Matt O’Riley og røg ind i nettet bag Bart Verbruggen.
Efter kampen har Dunk været ude at efterlyse et frispark fra Thomas Bramall, men det burde han ikke have haft ifølge den tidligere PGMOL-chef og Premier League-dommer Keith Hackett.
– Under de nuværende regler vil dommere ikke underkende dette mål. Barren for at skride ind er sat højt, og til tider ændrer fodbold sig til rugby, når det handler om hjørnespark, siger Hackett til Football Insider.
Spillerne virker ganske bevidste om de nye standarder for fysisk kontakt i forbindelse med indlæg. I hvert fald er det blevet en yndet strategi at chippe bolden ind i det lille felt, hvor et hav af spillere er søgt ind.
– Selv før bolden er placeret til hjørnesparket, ser vi spillere holde og skubbe, selv før spillet er genstartet. I et forsøg på at bevare sin autoritet ser vi dommere stoppe sparket fra at blive taget og give, hvad der er falske advarsler.
– Vi ved, at når signalet bliver givet, vil spillerne igen starte med at holde og blokere hinanden, fortæller Hackett, der mener, at der oftest bliver begået forseelser af begge hold, og at dommerne derfor vælger at lade spillet køre.
Scoringen gav Fulham en 2-1-føring i anden halvleg. Hjemmeholdet endte med at vinde kampen med 3-1.
– Det var tydeligt. Det er irriterende. Hvis du ser gengivelsen, er det en klar fejl – et skub i min ryg, udtalte Dunk efter kampen til Amazon Prime.
Læs også: Stjerne færdig i Liverpool?



















