Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Stor sommer i vente: Fem potentielle kæmpesignings i Premier League

Af Emil Plovgaard
22.04.2023 Kl. 16:30
I denne artikel kigger vi nærmere på nogle af de største signings, der kan indtræffe i det kommende transfervindue til sommer.

I denne artikel kigger vi nærmere på nogle af de største signings, der kan indtræffe i det kommende transfervindue til sommer.

Listen tager udgangspunkt i de mest gennemtrængende rygter, der florerer for tiden.

Fem potentielle kæmpesignings i Premier League

Declan Rice – fra West Ham til Arsenal

Tiden er inde til, at den engelske landsholdsstjerne tager det næste skridt i sin karriere.

Der er godt 12 måneder tilbage af kontrakten med West Ham, som dermed ser ind i et salg til sommer, med mindre parterne mod al forventning kan lande en aftale om en forlængelse.

Arsenal er i stigende grad overbeviste om, at en handel kan lade sig gøre med West Ham-stjernen. Derudover vil det også være værd at holde øje med, om The Hammers rykker ned, for det vil efter alt at dømme sandsynliggøre muligheden for et sommerskifte.

Rice vil formentlig ikke blive billig, men til gengæld vil han være en garanti for kvalitet og lederskab på Arsenals midtbane i de mange kommende år.

Victor Osimhen – fra Napoli til Chelsea

Selvom Chelsea først og fremmest får travlt med at trimme truppen helt ind til benet, så er klubben på udkig efter en angriber, som man i store dele af indeværende sæson i den grad har manglet.

The Guardian har tidligere kunnet berette, at Chelsea har udset sig Napolis målkonge, nigerianske Victor Osimhen, og han vil uden tvivl kunne give The Blues de scoringer, der så ofte har udeblevet.

Med 21 mål i 24 Serie A-kampe og en markedsværdi på 750 millioner kroner, kan man dog med rimelighed stille spørgsmålstegn ved, om Chelsea kan overholde reglerne i henhold til Financial Fair Play, hvis denne transfer strikkes sammen.

Harry Kane – fra Tottenham til Manchester United

Tottenhams bestyrelsesformand, Daniel Levy, kunne forleden garantere, at Harry Kane vil vinde et trofæ med Spurs, hvis han beslutter sig for at blive i klubben.

Det er blevet et emne, fordi den 29-årige angriber mangler sådan et til at kunne fuldende sin karriere. Og spørgsmålet er, om det overhovedet kan lade sig gøre hos The Lilywhites, der senest vandt et trofæ i 2008 i form af ligacuppen.

Han er den mest scorende spiller i Englands landsholdshistorie, og ligeledes gælder det her, at der blot resterer lidt mere end en sæson tilbage af kontrakten, hvorfor Tottenham kan kigge ind i et salg.

Hos Manchester United er transferbudgettet til sommer fortsat uafklaret, i og med, at der mangler at blive sat navn og ansigt på de kommende ejere af klubben. Erik ten Hag har det dog som førsteprioritet at skaffe en angriber.

Mason Mount – fra Chelsea til Liverpool

Det er nok ikke et rygte, der kommer helt ud af det blå, når selveste Fabrizio Romano gentagne gange har kunnet bekræfte, at der har været noget om snakken.

Mount mangler fortsat at strikke en ny aftale sammen med Chelsea, som misser Champions League i den kommende sæson. Det er en turnering, som Liverpool nok heller ikke kvalificerer sig til, så på den front går han ikke glip af noget.

Da Liverpool er ude af ræset om Jude Bellingham, er Mount imidlertid blomstret op som klubbens førsteprioritet til det kommende transfervindue.

Han kan vise sig som et billigt, men stadig glimrende alternativ, til den engelske Dortmund-stjerne.

Alexis Mac Allister – fra Brighton til Manchester City

Alexis Mac Allister gjorde det så godt for Argentina ved VM-slutrunden i fjor, at det var helt oplagt at diskutere, om hans fremtid fortsat lå hos Brighton.

Argentineren med de skotske rødder har også gjort det fornemt for The Seagulls, som han valgte at blive hos efter det forgangne transfervindue i januar, og det kan nu kaste det helt store skifte af sig.

Manchester City lurer som et oplagt alternativ ifølge TyC Sports. 

Det ser i stigende grad ud til, at 32-årige Ilkay Gündogan forlader Pep Guardiolas mandskab, og her kan 24-årige Mac Allister vise sig som et glimrende alternativ.

Annonce