STOR SÆSONOPTAKT: LEICESTER
Craig Shakespeare formåede at redde Leicester fra en truende nedrykning i sidste sæson, og manageren er blevet belønnet med en permanent stilling som manager for klubben, der ser ud til at have etableret sig i Premier League.
Leicester har lavet et par spektakulære indkøb i løbet af sommerens transfervindue, og det skal blive interessant at se, hvordan de klarer sig i den kommende sæson. Det er Leicester og Arsenal, der indleder sæsonen med en fredagskamp den 11. august.
For at forberede sig frem mod 2017/18-sæsonen har Leicester spillet en række træningskampe, og her kan du se hvordan det er gået for the Foxes.
Leicester – West Bromwich
Kampen ender 1-1, men Leicester vinder efter straffesparkskonkurrence. Målscorer: Riyad Mahrez
Liverpool – Leicester
Leicester taber 2-1. Målscorer: Islam Slimani
Luton – Leicester
Leicester vinder 1-0. Målscorer: Riyad Mahrez
MK Dons – Leicester
Kampen ender 0-0.
Wolves – Leicester
Leicester taber 1-0.
Burton – Leicester
Leicester taber 2-1. Målscorer: Harry Maguire
Leicester – Gladbach
Leicester vinder 2-1 på mål af Jamie Vardy.
Profilen: Riyad Mahrez
Leicester skal gå virkelig langt for at holde på kantspilleren, og det ser også ud til, at de vil dét. Roma har fået flere bud på algieren afvist, og Leicester vil efter sigende have hele £50 millioner for Mahrez, som uden tvivl er den Leicester-spiller med det højeste topniveau. Han kan vinde kampe på egen hånd for Leicester, når han spiller på det niveau, han gjorde i mesterskabssæsonen. Her var han helt ustyrlig, og selvom han slet ikke var på samme niveau i sidste sæson, er der ingen tvivl om, at hvis Leicester skal have en god sæson, skal det være med Mahrez i topform. Han har scoret flere mål i træningskampene, og det må være et godt tegn for Leicester, at han kan engagere sig i de ligegyldige træningskampe. Mahrez skal selvfølgelig ikke bære holdet alene – og han skal nok få støtte fra folk som Danny Drinkwater og Wilfried Ndidi, som danner en solid midterakse på midtbanen.
Han kan få gennembruddet: Demarai Gray
Nogle vil måske mene, at han allerede har fået sit gennembrud for Leicester, men selvom han spillede 30 ligakampe for the Foxes i sidste sæson, blev det blot til 1034 minutter, hvilket svarer til 34 minutter pr. kamp. Det er ikke at få et gennembrud i vores bog. Men det kan han få i den kommende sæson – især hvis Riyad Mahrez skulle blive solgt. Gray indeholder nogle åbenlyse kvaliteter. Han er lynhurtig, teknisk stærk og kan spille flere positioner i offensiven. Leicester har mange arbejdsmænd og fysisk stærke spillere på holdet, men Gray tilbyder noget andet, og han bør få mange flere minutter i næste sæson. Der har været bud efter ham fra andre klubber, men Leicester har blankt afvist, og det må betyde, at de har stor tiltro til englænderen.
Leicesters styrker: Kontinuitet og en stærk central midtbane
Der er ikke foretaget mange udskiftninger på Leicester-mandskabet i løbet af sommerens transfervindue, og det bliver mange af de samme spillere, som også i den kommende sæson skal tage ansvar for Leicester. Kasper Schmeichel, Wes Morgan, Danny Drinkwater og Jamie Vardy er blot midteraksen på holdet. Dertil kommer spillere som Marc Albrighton og Christian Fuchs, som også har været i klubben i flere sæsoner og ved, hvad der skal til. Leicester-spillerne kender hinanden, og det kan blive en fordel i en liga, hvor der konstant er der stor udskiftning på holdene.
Foruden Leicesters kontinuitet i truppen råder Craig Shakespeare også over en stærk central midtbane, hvor Danny Drinkwater og Wilfried Ndidi i sidste sæson spillede anden halvdel af sæsonen sammen. Det er to dygtige spillere, som begge godt kunne spille på et højere niveau. Derudover er Vicente Iborra blevet hentet i Sevilla, og han er også en yderst kompetent midtbanespiller, som nok skal få sine minutter. Han er fysisk stærk og fylder meget på banen, og så er han dygtig til at komme med i feltet og få scoret mål, og på den måde komplimenterer han Drinkwater og Ndidi, som ikke laver et væld af mål i løbet af en sæson.
Leicesters svagheder: Forsvaret
Kun seks hold lukkede flere mål ind end Leicester i sidste sæson, og selvom Harry Maguire på papiret ligner en forstærkning i det centrale forsvar, skal Kasper Schmeichel igen diske op med en god sæson for Leicester, hvis klubben igen ikke skal indkassere over 60 mål. Danny Simpson er et svagt punkt på højre back, og han kan nok forvente at blive presset af Daniel Amartey, men den tidligere FCK-spiller er heller ikke nogen sublim Premier League-back. Generelt mangler der fart i defensiven hos Leicester, og det er noget, som stort set samtlige modstandere kan udnytte, når de møder the Foxes.
Skadessituation
Den bomstærke tyske midterforsvarer, Robert Huth, døjer i øjeblikket med en ankelskade, og han forventes først at være klar til at spille i begyndelsen af september. Derudover er der lidt småskavanker hos både Danny Drinkwater, Islam Slimani og Kelechi Iheanacho, som alle kan misse de første par kampe.
De nye ansigter
Vicente Iborra
£12,75 millioner for 29-årige Iborra er mange penge for en klub som Leicester, som dog har tjent gode penge på at deltage i Champions League i sidste sæson. Iborra skal kæmpe med Danny Drinkwater og Wilfried Ndidi om spilletiden, og det kan vise sig at blive en vanskelig udfordring.
Harry Maguire
Den engelske midterforsvarer blev hentet til klubben for £11,65 millioner, og det er mange penge for en spiller med hans kvaliteter. Han er en relativt begrænset midterforsvarer, men det kan man mene, at både Wes Morgan og Robert Huth også er. Han ligner dog en opgradering af de to førnævnte.
Eldin Jakupovic
Han er blevet hentet ind hos Hull, som rykkede ned fra Premier League i sidste sæson, og hans rolle bliver den samme som tyske Ron-Robert Zieler havde i sidste sæson. Kasper Schmeichel er det klare førstevalg hos Leicester, og Jakupovic må pænt tage plads på bænken.
Kelechi Iheanacho
Leicester har brugt £25 millioner på den nigerianske angriber, som er kommet til klubben fra Manchester City, hvor han ikke fik mange chancer for at vise sit store talent frem. Det skal han nok få rig mulighed for hos Leicester, som bør få stor gavn af den unge angriber, der allerede flere gange har vist, at han kan score mål i Premier League.

Disse spillere har sagt farvel
Der er ingen profiler, som har forladt Leicester i dette transfervindue, og det må behage Craig Shakespeare, at han ikke har mistet Kasper Schmeichel, Riyad Mahrez eller Demarai Gray.
Der er dog et par spillere, som har forladt klubben i løbet af sommeren.
Ron-Robert Zieler – solgt til Stuttgart
Marcin Wasilewski – forlod klubben på en fri transfer
Bartosz Kapustka – udlejet til Freiburg
En spiller som Riyad Mahrez kan dog forventes at forlade Leicester, inden transfervinduet lukker, og derudover kan en angriber også forlade klubben efter ankomsten af Kelechi Iheanacho.
XI: Craig Shakespeares stærkeste startellever
Harry Maguire må forventes at gå direkte ind i startopstillingen, og også Vicente Iborra må presse på for en startplads med den købspris, han løber rundt med – spørgsmålet er bare hvor, han skal spille. Vi har forsøgt at give vores bud på, hvordan Leicesters stærkeste startopstilling i den kommende sæson ser ud.

Ambitioner for 2017/18-sæsonen
Det må være ret simpelt for Leicester, hvad deres første målsætning skal være i den kommende sæson. The Foxes skal sigte efter at lave ”en West Bromwich” og ramme 40 point så hurtigt så muligt. Det vil betyde, at de er ude af nedrykningsfare, og så kan de spille frit derefter. Leicester har, hvis de formår at holde på nøglespillere som Mahrez og Schmeichel, et hold, der bør kunne kæmpe med om en placering i top 10, men meget mere er holdet heller ikke til.
De første fem kampe
Den 11. august: Arsenal – Leicester
Den 19. august: Leiceser – Brighton
Den 26. august: Manchester United – Leicester
Den 9. september: Leicester – Chelsea
Den 16. spetember: Huddersfield – Leicester