Annonce
Annonce
Foto: Getty Images
STOR SÆSONOPTAKT: Crystal Palace
Sidste sæson
Sidste sæson startede decideret miserabelt for Crystal Palace, der ikke hentede et eneste point i de fem kampe, som Frank de Boer endte med at stå i spidsen for klubben. I hans sted ansatte The Eagles erfarne Roy Hodgson, der fik rettet skuden op og sikrede overlevelse for klubben.
The Eagles endte faktisk på en imponerende 11. plads i Premier League, med 44 point, men var igennem store dele af sæsonen i problemer, inden en rigtig god slutspurt reddede æren for London-klubben.
Pre-season
Crystal Palace – FC Helsingør: 2-2
Crystal Palace – Halmstads BK: 1-6
Crystal Palace – Oxford United: 3-1
Crystal Palace – Stevenage: 2-1
Crystal Palace – Boreham Wood: 1-0
Crystal Palace – Reading: 4-0
Crystal Palace – Toulouse FC: 4-1
Crystal Palace – Kingstonian: 0-0
Målscorere: Wilfried Zaha – 4, Sulley Kaikai – 3, Alexander Sørloth – 2, Christian Benteke – 2, Patrick van Aanholt – 2, Jeffrey Schlupp – 2 , James McArthur – 1, Jason Puncheon – 1, Jonny Williams – 1, James Tomkins – 1, Joel Ward – 1, Luka Milivojevic – 1, Mamadou Sakho – 1
Transferaktivitet:
Købt
Cheikhou Kouyaté (West Ham) – Pris: £9 millioner
Vicente Guaita (Getafe CF) – Fri transfer
Max Meyer (Schalke 04) – Fri transfer
Solgt
Damian Delaney (Cork City) – Fri transfer
Yohan Cabaye (Al-Nasr) – Fri transfer
Jaroslaw Jach (Rizespor) – Leje
Sæsonens første fem kampe
Den 11. august: Fulham – Crystal Palace
Den 20. august: Crystal Palace – Liverpool
Den 26. august: Watford – Crystal Palace
Den 1. september: Crystal Palace – Southampton
Den 15. september: Huddersfield – Crystal Palace

Styrker
Efter Leicesters salg af Riyad Mahrez til Manchester City hersker der nu ikke nogen som helst tvivl om, at Crystal Palace i elektriske Wilfried Zaha råder over den bedste spiller uden for top seks-klubberne. Ivorianeren er driblestærk, altid udfordrende og elsker simpelthen bare at spille for The Eagles.
The Eagles’ offensiv bliver i denne sæson meget spændende at følge. Hvis Christian Benteke kan genfinde forrige sæsons form, krydret med stigende niveau hos de to kanter, Wilfried Zaha og Andros Townsend, ser det giftigt ud for Palace. Den centrale midtbane er også stærk, hvor man endelig har fundet en god 6’er i Luka Milivojevic.
Svagheder
Ligesom det er en styrke at råde over Wilfried Zaha, er det også en svaghed for Crystal Palace, at de er så afhængige af ivorianeren, som de er. I de 10 kampe, som Zaha missede i sidste sæson, hentede The Eagles slet ikke et eneste point. Det er skidt.
Der er også stadigvæk spørgsmålstegn omkring det centrale forsvar. Mens der ikke burde herske tvivl om, at Mamadou Sakho og James Tomkins bør være at foretrække som førstekæden, så rejser spørgsmålene sig derefter. Scott Dann er pt. ude med en ret seriøs knæskade, hvilket reelt kun efterlader Jairo Riedewald, der spillede meget på den centrale midtbane i sidste sæson, som eneste reserve.
Holdets tre profiler
Luka Milivojevic
Den stærke serber er Mr. Consistent hos Crystal Palace. Han præsterer ALTID. Netop derfor er han så utrolig vigtig på et mandskab, der kæmper for at undgå nedrykning. Han er lederen på midtbanen og hans indflydelse er enorm.
Wilfried Zaha
Som denne optakt tidligere har berørt er Zaha utroligt vigtig for The Eagles. I sidste sæson blev det til ni kasser og tre assists i 28 kampe fra start – og det tal skal nok stige i den kommende sæson.
Mamadou Sakho
Han er lederen i det centrale forsvar. Kan franskmanden holde sig skadesfri, bliver han guld værd for The Eagles, der virkelig skal krydse fingre for, at midterforsvareren undgår skader.

Han kan få sit gennembrud
Aaron Wan-Bissaka
Den unge højreback fik mod slutningen af sidste sæson en hel del spilletid under Roy Hodgson, og der er ingen tvivl om, at det kommer til at fortsætte i den kommende sæson. Han er energisk, han er stærk defensivt og sågar også dygtig frem ad banen.
Han bliver uden tvivl spændende at følge.
Holdets bedste XI
Guaita – Wan-Bissaka, Tomkins, Sakho, van Aanholt – Milivojevic, McArthur, Meyer – Zaha, Benteke, Townsend
Supporterens forventninger
Anders Hald (KrystalPaladset på Twitter)
Så er sidste test overstået, og sæsonen står for døren. Pre-season er gået godt, og der er ro på klubben for første gang i vores Premier League-tid. Roy Hodgson er stadig manager og tingene ser ud til at køre efter en langsigtet plan, hvor panik og strategi, der stikker i alle retninger, er langt bag os. I vinters præsenterede man planer om en udvigelse af Selhurst Park, og dette har gjort at klubben har holdt lidt igen på transfermidlerne, hvilket jeg tror er en god ting.
Vores trup burde være god nok til at overleve i Premier League, og endda med en margin til stregen, så optimismen blandt fans er god. Det ligner, at Zaha bliver, hvilket er altafgørende, da hans niveau er alt for højt for en klub af vores størrelse, men fordi han er født i Crystal Palace-land, og har brændt nalderne tidligere i Manchester United, virker han til at stortrives som den ubestridte stjerne i klubben.
Roy Hodgson begyndte i foråret at køre en mere boldbesiddende spillestil, hvilket har klædt klubben, og nu ser man ikke boldbesiddelse på omkring de 25-30 procent. Vi har hentet en ny målmand, som folk har store forhåbninger til, men jeg må indrømme, at jeg ikke er helt solgt på Guaita. Målmandsposten ser jeg stadig som vores svageste led, og det kan blive et problem i sæsonen, men forsvaret bliver beskyttet godt af Luka Milivojevic, og det centrale forsvar med Sakho og Tomkins har gjort, at vi ser mere solide ud. Vi skal tilbage til Pulis-tiden for at finde en mere solid defensiv, men nu formår vi på samme tid at true offensivt – og ikke på omstillinger.
Kouyate er kommet til fra West Ham og giver noget mere bredde til midtbanen, og så har vi hentet den tidligere vidunderdreng Max Meyer på en fri transfer fra Schalke 04. Hvis han kan finde tilbage til fordums styrke, kan det blive en rigtig sjov sæson men mindre kan også gøre det. Det virker til, at vi stadig er ude efter en angriber, så vi er nok ikke helt færdige på transfermarkedet. Jeg tror, vi for første gang i vores Premier League-tid kan se frem til en sæson, hvor vi ikke roder rundt i bunden omkring juletid. Mit bud er en 10. plads, hvor vi ikke rigtig er i nedrykningsfare i løbet af sæsonen.
Bookmakerens odds
Vinder Premier League: odds 751,0
Kommer i top 10: odds 3,25
Overlever i Premier League: odds 1,07
Annonce