Stor pointhøst: Manchester City i vild bedrift for 2023
Manchester City har haft et vildt 2023.
Klubben har hentet fem trofæer hjem i form af Premier League, FA Cuppen, Champions League, UEFA Super Cuppen og senest Klub-VM.
Året blev for klubbens vedkommende afrundet med en 2-0-sejr mod Sheffield United, hvor Rodri og Julian Álvarez kom på måltavlen.
City dominerede kampen hele vejen igennem, hvilket blev understreget af holdets 938 afleveringer. Kun én gang har det tal været højere i Premier League, nemlig i 2018, hvor det også var City, der dominerede. Her blev det til 942 afleveringer i en kamp mod Swansea.
Kampen betyder samtidig, at City er gået igennem 2023 uden at tabe en eneste kamp på Etihad Stadium.
Det skriver TNT Sports.
I ligaen er City på det seneste dog faldet lidt af på den. Inden kampen mod Sheffield United, var hjemmekampene endt uafgjort for Pep Guardiolas mandskab tre gange i træk.
– Vi har været ukomfortable de seneste tre gange, vi var her.
– Første halvleg var stille. Kropssproget hos spillerne kommunikerede ikke, talte ikke, grinte ikke og råbte ikke.
– I pausen talte jeg for første gang ikke om taktik. Jeg tog en stol og sagde: ‘Gutter, nu går I derud med et smil på ansigtet og nyder det. Vi vinder’.
– I anden halvleg var de første 15-20 minutter noget af det bedste, vi har spillet. Det hjalp os til at vinde kampen, lød det fra Guardiola efter kampen ifølge Reuters.
Manchester City vil præstere endnu bedre i 2024
Selvom 2023 har været godt, kommer City ikke til at slappe af i 2024, slog midtbanestjernen Rodri fast.
– Det har været utroligt, for holdet og jeg. 2023 har været det bedste år, og jeg er så glad for det.
– Jeg føler, at holdet ønsker endnu mere. Vi ønsker, at alle kommer friske tilbage, og jeg tror, at anden halvdel af sæsonen bliver endnu bedre, sagde Rodri efter kampen.
Manchester City kan slutte året på en fjerdeplads i Premier League, hvis Arsenal vinder klubbens kamp ude mod Fulham nytårsaftensdag.
Pep Guardiola begynder 2024 med en kamp i FA Cuppens tredje runde mod Huddersfield 7. januar.
Klubben er tilbage i Premier League-regi, når man 13. januar møder Newcastle.
Læs flere nyheder om Manchester City her.