Stor millionhandel: Kylian Mbappé bliver klubejer
Tidligere på måneden skrev Kylian Mbappé under på en kontrakt med Real Madrid efter sit kontraktudløb med PSG.
Den franske angriber lagde ikke skjul på sine følelser for PSG ved sit exit, men fremover er der en anden fransk klub, han kommer til at holde med.
Det skyldes nemlig, at Kylian Mbappé snart bliver klubejer.
Ifølge de to store franske medier Le Parisien og L’Equipe bliver Kylian Mbappé hovedaktionær i Stade Malherbe de Caen, der spiller i den næstbedste række i Frankrig, Ligue 2.
Ifølge Le Parisien betaler Kylian Mbappé €20 millioner – svarende til cirka 150 millioner kroner – for at blive storaktionær i Caen.
Det beløb har han allerede tjent hjem i forbindelse med sit skifte til Real Madrid, hvor han angiveligt har fået 750 millioner kroner for at skrive under på kontrakten med den spanske klub.
Han har erhvervet Caen fra den amerikanske investeringsvirksomhed Oaktree, hvor Kylian Mbappé også betaler en del af klubbens nuværende gæld.
Den 25-årige bliver en af de yngste ejere af en professionel fodboldklub i Europa.
Pierre-Antoine Capton, som er bestyrelsesformand, vil også være en del af ejerskabet, melder Le Parisien.
Læs også: Kæmpe udsalg i Barcelona: Stjerner er sat til salg



















