Stor Guéhi-transfer nærmer sig
Marc Guéhi har længe været en af de mest eftertragtede spillere i Premier League, og nu nærmer han sig et klubskifte.
I sommerens transfervindue var han således millimeter fra at skifte til Liverpool, der var blevet enig med Crystal Palace om en pris for englænderen. I sidste ende trak London-klubben sig dog, da det ikke lykkedes at finde en erstatning til allersidst i transfervinduet.
Siden dengang har det ligget i kortene, at midterforsvareren senest til sommer vil forlade The Eagles, hvor han har kontraktudløb efter sæsonen. Men nu trækker det op til, at et stort skifte kan finde sted allerede i løbet af denne måned.
Crystal Palace er åben for at sælge Guéhi
Nu kan GiveMeSport så rapportere, at Crystal Palace ikke er afvisende over for at skulle slippe landsholdsspilleren, som ikke vil forlænge sin aftale med klubben.
Der skal dog et ekstraordinært bud til at få The Eagles til at gå med til at sælge ham midt i sæsonen, og hvad skal prisen så lyde på?
Meldingen går på, at der skal smides 300 millioner kroner for Marc Guéhi, og det er ganske mange penge for en spiller med under et halvt år tilbage af kontrakten.
Det er endnu uvist, hvor meget Manchester City er villig til at betale for midtstopperen, men et skifte i januar er uden tvivl kommet tættere på at blive en realitet.



















