Stor debat efter kontroversiel dom: Er der straffe eller ej?
Det så længe ud til, at Newcastle skulle have alle tre point med hjem fra Paris.
Sådan skulle det imidlertid ikke gå, da hjemmeholdet fra den franske hovedstad fik tildelt et straffespark efter et VAR-tjek i de absolut sidste minutter af opgøret.
Her blev Tino Livramento skurken for The Magpies, da han, ifølge dommerteamets vurdering, gav et straffespark væk.
Svenske Alexander Isak havde efter 24 minutters spil bragt Eddie Howes mandskab foran, men føringen blev altså udlignet på et straffespark af Kylian Mbappé i kampens sidste sekunder.
Hverken Jonas Schwartz eller Michael Laudrup var dog enig i dén kendelse, som efter kampen er til stor debat.
Heller ikke Viaplay-ekspert Jan Mølby var enig i dommen.
– Jeg synes, det er et skandaløst dømt straffespark, lød udmeldingen fra den tidligere Liverpool-stjerne i Viaplays nedtakt.
I England er der selvsagt også stor utilfredshed med kendelsen.
– Bolden kommer ned fra Tino Livramentos bryst og rammer hans albue.
– Det må aldrig være et straffespark. Hvis vi giver straffe for det, er det en skændsel, siger den skotske legende Ally McCoist til TNT Sports ifølge BBC Sport.
Og den tidligere engelske landsholdsspiller Jermaine Jenas har også kommenteret på hændelsen.
– Hvad er det, Livramento skal gøre med sine arme? Binde dem på ryggen? Spillerne gjorde alt, og det skulle have været en af de historiske sejre.
– Newcastle er blevet bestjålet, mener Jenas i et interview med TNT Sports ifølge BBC Sport.
Se den omdiskuterede episode i videoen øverst i artiklen og bland dig i debatten på vores Facebook-side.