Stoke vandt rodet affære på Vicarage Road
I søndagens første opgør mødtes Watford og Stoke på Vicarage Road, hvor hjemmeholdet på forhånd havde et godt udgangspunkt efter en flot sæsonstart.
Det var dog ikke just til at se, at Walter Mazzarris mandskab inden opgøret var placeret på rækkens ottendeplads, for gæsterne fra Stoke tog intiativet fra begyndelsen af opgøret.
Efter syv minutter opstod den første større chance til The Potters, da Mame Diouf forsøgte sig med et akrobatisk saksespark, der dog blev parreret af Watford-keeperen, Heurelho Gomes. Daryl Janmaat erobrede kort efter bolden og forsøgte sig med et hårdt og fladt spark fra distancen, men Lee Grant reddede det sjældne Watford-forsøg.
Efter et kvarter var bolden tilbage på Stoke-fødder, og denne gang var det Gianelli Imbula til at forsøge sig. Midtbanespilleren, som i øvrigt spillede en flot første halvleg, måtte dog se sit langskud ryge snært forbi den ene stolpe.
Watford leverede generelt ikke nogen god kamp, og det blev endnu sværere for værterne, da forsvarskrumtappen, Younes Kaboul, måtte lade sig udskifte allerede efter tyve minutter. Kabasele blev indskiftet i stedet for, men han kunne intet gøre, da Charlie Adam efter en lille halv time oversteg Valon Behrami i feltet. Midtbanespilleren headede på stolpen, hvorfra den røg ind på Heurelho Gomes, som blev noteret for et selvmål.
0-1 til Stoke lød stillingen derfor efter en rodet første halvleg med mange frispark og lavt tempo.
Efter pausen forsøgte Walter Mazzarri at ændre på tingene fra sidelinjen. Cholevas blev udskiftet til fordel for Odion Ighalo, mens Stefano Okaka kom på banen i stedet for Nordin Amrabat.
Lige lidt hjalp det dog, for hjemmeholdet spillede slet ikke op til deres vanlige niveau, og selvom Stoke undervejs blev trukket ned på samme niveau, skulle der gå lang tid, før Watford begyndte at lægge et ordentligt pres på The Potters. Mark Hughes' tropper trak sig længere og længere tilbage på banen, og efter 80 minutter kunne Daryl Janmaat sparke en dårlig clearing lige over mål.
Indskiftede Okaka fik også chancen, da et kikset saksespark fra Ighalo endte som en aflevering til italieneren, der dog leverede en slap, slap afslutning forbi Grants mål.
Chancen blev kampens sidste store chance til Watford, og mod slutningen blev Miguel Britos endda også tildelt sit andet gule kort. Stoke kunne derfor tage tre vigtige point og avancerer til tiendepladsen i tabellen inden resten af rundens kampe.