Stoke slog Arsenal i drama
Dagens kamp var meget vigtig for begge hold – Arsenal der kæmper for at holde trit med de andre storhold i ligaen, mens Stoke kæmper for at komme endnu længere væk fra nedrykningsstregen.
Arsenal havde lavet et par rokeringer i forhold kampen mod Southampton, som man i midtugen vandt med 1-0 på et sent mål af Alexis Sanchez.
Til denne kamp blev Danny Welbeck og Laurent Koscielny rykket ud på bænken, og Hector Bellerin samt Olivier Giroud indgik i startopstillingen, mens den tilbagevendte målmand, Wojciech Szczesny ligeledes fik en bænkplads.
Der gik ikke meget lang tid af kampen, før den for alvor var sparket i gang. Efter blot 20 sekunders spilletid havnede bolden foran Stokes Peter Crouch i feltet, der kunne sætte bolden i nettet bag Arsenal-keeper, Emiliano Martinez, til føringen 1-0.
Derefter var det opad bakke for Arsenal, der nu ihærdigt jagtede en udligning.
Det var man meget tæt på at gøre efter 10 minutters spil, hvor højrebacken, Hector Bellerin, lige akkurat nåede at sende bolden ind over målet, inden den løb ud over sidelinjen. Her ramte han Olivier Giroud, men hans hovedstød gik få centimeter forbi stolpen.
Efterfølgende kom både Stoke City og Arsenal til nogle små chancer, men ikke noget, der for alvor kunne ryste de to målmænd.
Vi skulle helt frem til 34. minut, hvor der faldt endnu en scoring. Her formåede Stoke endnu engang at ryste Arsenal-defensiven. Jonathan Walthers fandt via et indlæg fra højrekanten en fremadstormende Bojan, der med indersiden satte den i nettet til 2-0.
Ondt blev værre for Arsenal få sekunder inden pausen. Her havde Stoke kæmpet sig frem til et hjørnespark. Hjørnesparket blev skudt ind i feltet, og her kunne Peter Crouch sætte hovedet på og sende den hen mod nettet, hvor Jonathan Walters dukkede op og hamrede den op i nettaget til pausestillingen 3-0.
I pausen tog Arsenal-manager Arsene Wenger konsekvensen af den elendige førstehalvleg og skiftede angriberen Danny Welbeck ind i stedet for højrebacken Hector Bellerin.
Det var da også Arsenal, der kom bedst ud til anden halvleg og skabte de fleste chancer.
Efter 56 minutter opsnappede den helt store stjerne hos Arsenal, Alexis Sanchez, bolden på midten og driblede hele vejen ned til Stokes felt og udenom målmand Asmir Begovic, men fra en halvspids vinkel formåede chileneren kun at ramme stolpen.
Efter 64 minutters spil var det endnu engang Bojan, der først med sine små driblinger og derefter et flot skud endnu engang sendte bolden i nettet, men målet blev annulleret.
2 minutter senere kom Arsenal dog igen. Mathieu Flamini blev nedlagt i feltet, og dommeren pegede straks på pletten. Spanske Santi Cazorla stod for uførelsen af sparket og kunne reducere til 1-3.
Nu gik det for alvor stærkt. For lige efter reduceringen af Cazorla fik Arsenal et hjørnespark. Bolden landede hos sidste sæsons store Arsenal-helt, Aaron Ramsey, der flugtede bolden i nettet til 2-3.
Arsenal havde fået skabt et godt momentum, men London-mandskabet gjorde det dog ikke meget lettere for dem selv, da Calum Chambers med 13 minutter igen holdt godt fast i Bojan, hvilket resulterede i, at han modtog sit andet gule kort i kampen, og derfor blev udvist.
Hen mod slutningen af kampen kæmpede gæsterne sig frem til nogle enkelte chancer, men formåede ikke at fuldende comebacket, og Stoke vandt derfor overraskende med 3-2.