Stoke-manager: Eksekverede vores gameplan perfekt
Stoke City besejrede tidligere på dagen Christian Eriksen og Tottenham med 1-2 på udebane.
Mark Hughes var godt tilfreds med præstationen fra sine spillere i sejren i London.
– Jeg var meget tilfreds med vores præstation. Vi havde en gameplan, og det eksekverede vi perfekt, fortæller Hughes til BBC.
– Vi var hele tiden en trussel, var gode på bolden med præcision og hurtighed og så scorede vi to gode mål.
– Vi er, hvor vi forventede at være (i tabellen, red.) efter disse kampe, så vi klarer os fint.
– Marc Wilson og Phil Bardsley blev skadede i første halvleg, men jeg var virkelig tilfreds med de spillere, der kom ind. De var fremragende på dagen, og jeg tror, at det viser styrken på vores trup.
Sejren betyder, at Hughes' tropper går til landskampspause på en 9. plads.