Stoke-boss bekræfter: Begovic skal til Chelsea
Chelsea solgte forleden den tjekkiske stjernekeeper, Petr Cech, til ligarivalerne fra Arsenal, og har siden da været på udkig efter en fuldgod erstatning, der kan give konkurrence til det belgiske førstevalg, Thibaut Courtois.
Flere navne har været i spil på rygtebørsen, men nu skulle det være mere eller mindre klart, at Chelsea henter sin nye reservekeeper hos Stoke. Således bekræfter Stoke-manager, Mark Hughes, at den bosniske keeper, Asmir Begovic, blot er formaliteter fra at færdiggøre sit skifte til Stamford Bridge.
– Så vidt jeg er informeret, så vil Asmir [Begovic] rejse til Chelsea, og det vil snart blive færdiggjort. Alle går ud fra, at han rejser dertil som andetvalg, men jeg har arbejdet med Asmir, og jeg er overbevist om, at han tror på sine egne evner. Han er sikker på, at han kan udfordre Courtois, og få spilletid, for ellers var han ikke rejst dertil, forklarer Stoke-manageren til lokalmediet, The Sentinel.
Den 28-årige refleksstærke keeper har spillet for Stoke siden sommeren 2010, hvor man hentede ham hos traditionsklubben Portsmouth.