Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Stikpille: Derfor valgte Klopp Liverpool over United

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
24.05.2018 Kl. 07:42
Jürgen Klopp fortæller, hvorfor han netop valgte at stå i spidsen for Liverpool.

Klopp kunne sagtens have stået i spidsen for en anden Premier League-klub den dag i dag, heriblandt Manchester United, men han valgte som bekendt Liverpool.

Hvorfor tyskerens valg faldt på The Reds, har han netop fortalt i et interview med The Mirror.

– Jeg elsker historien. Jeg er en fodbold-romantiker, og jeg vidste, at jeg knne hjælpe. De manglede mig, og jeg vidste, at mine evner kunne hjælpe, fortæller Klopp til Robbie Fowler, der har interviewet tyskeren for det engelske medie.

Derfor valgte Klopp Liverpool i 2015, selvom der var rigelig interesse fra andre klubber, der gerne ville tilbyde træneren et job på grund af hans præstationer med Borussia Dortmund.

Men en klub som Manchester United har også masser historie, men uden at nævne The Red Devils ved navn, så hentyder Klopp i hvert fald til, at en række klubbers tilbud lød for utiltalende. 

– Liverpool er et kæmpe brand, som er stort, stort, stort, men i Melwood ved du, at det hele bare er en stor familie, intet andet, og det kan man mærke, siger Klopp og fortsætter:

– Liverpool er en fodboldklub. En fodboldklub. Andre klubber tilbød mig også arbejde, men det lød ikke som fodboldklubber. Det lød som marketing, branding, du skal underskrive med den og den spiller.

– Jeg tænkte: Wow, det er ikke det spil, som jeg elsker.  For godt nok er det også en del af moderne fodbold, men det skal ikke være første, anden, tredje eller fjerdeprioritet, siger Klopp i en udtalelse, der meget vel kunne være en stikpille mod Manchester United.

For selvom kvaliteten denne sæson måske har været svingende på Old Trafford, så formår Ed Woodward og Manchester United-ledelsen virkelig at drive den kommercielle del af klubben. 

I gårsdagens undersøgelse fra revisionsfirmaet KPMG fremgik det, at United er den mest værdifulde klub i verden, mens Liverpool "kun" er nummer otte på listen. Til gengæld har Klopp og Liverpool vist sig som det perfekte match.

For selvom Klopp endnu ikke har vundet noget sølvtøj med klubben, spiller holdet prangende – og har muligheden for at tage deres første trofæ under Klopp denne lørdag, når Champions League-finalen bliver fløjtet i gang i Kiev. 

Annonce