Steve Bruce håber på engelsk landstrænerjob
Hull City bekræftede tirsdag, at FA og klubbens manager, Steve Bruce, har holdt uformelle samtaler om det engelske landstrænerjob, som er blevet ledigt efter Roy Hodgson sagde op efter det skuffende nederlag til Island ved EM.
Sam Allardyce er også i spil til jobbet, og han er også favorit, men Bruce håber, at han har efter ladt et godt indtryk, da han nu har chancen for at repræsentere sit land, da han ikke formåede det som aktiv spiller på trods af over 300 kampe for Manchester United.
– Jeg kom aldrig til at spille for landsholdet som spiller. Hvem ville ikke have jobbet? Hvis du er englænder, og det betyder noget for dig, så vil alle have jobbet. Det er det ypperste en englænder kan opnå, udtalte Hull-manageren ifølge Squawka.
Hull, såvel som Sunderland, vil dog gerne have, at FA træffer en beslutning hurtigst muligt, så de kan finde en afløser, og Bruce erkender også, at det er svært i øjeblikket.
– Ja, det er svært at fokusere. Det ved vi, men det er bare noget inde i mig, der vil have jobbet. Jeg er dybt beæret og taknemmelig over at være i spil til jobbet.
– Man ved aldrig, hvordan det er gået til en jobsamtale. Jeg håber, det gik okay. Jeg fik mine pointer igennem, og lad os håbe at det var succesfuldt. Men jeg er oppe i mod en af mine gode venner, Sam, som altid har haft en godt job over de seneste år.