Sterling om FA Cup-triumf: En stor drengedrøm
Den engelske landsholdsspiller Raheem Sterling scorede hattrick, da Manchester City lørdag aften lukkede sæsonen med en FA Cup-triumf efter en sejr på 6-0 over Watford. Dermed skrev The Citizens også historie som det første mandlige hold i engelsk fodbold til at vinde alle tre engelske turneringer i samme sæson.
Og for Raheem Sterling var lørdagens triumf samtidig en drøm, der gik i opfyldelse.
– Jeg er vokset op i området omkring Wembley og så stadionet blive bygget. Det er en stor drengedrøm at spille på det her stadion og vinde trofæer, siger englænderen til Manchester Citys hjemmeside.
Raheem Sterling sender samtidig rosende ord afsted til manager Pep Guardiola.
– Det viser virkelig, hvad manageren er ved at bygge op her i klubben. Holdet gjorde det fantastisk og mine mål hjalp os til sejr. Det var en god kamp for alle. I begyndelsen af sæsonen sagde manageren, at vi skulle have den rette mentalitet fra start, hvis vi ville genvinde Premier League og få en god sæson, fortsætter Sterling og tilføjer:
– Det har vi haft og stor ros til hele holdet. Det har været en lang sæsonen, men vi har formået at holde fokus og vi skal være stolte og glade for vores sejre og triumfer, slutter Raheem Sterling.