Stekelenburg lettet over Southampton-skifte
Southamptons normale førstevalg i målet, Fraser Forster, døjer i øjeblikket med en skade og bliver altså ikke klar til sæsonstart i Premier League. Det har fået klubben til at kigge efter en gardering, og den har man nu fundet.
Man har sikret sig den hollandske keeper, Maarten Stekelenburg, der skifter fra Fulham på en etårig lejeaftale. En aftale, som hovedpersonen selv er meget tilfreds med.
– Jeg er meget glad og lettet over skiftet. Det er en stor klub og en hyggelig klub, som også skal spille i Europa, forklarer Stekelenburg til Southamptons hjemmeside og uddyber:
– Jeg spillede ikke meget i sidste sæson, så det her er en mulighed for at komme tilbage på rette spor – og det er jeg meget taknemmelig for. De sidste to år har ikke været de letteste i min karriere. Så som man siger her i England ''The best is yet to come'', fastslår den erfarne hollænder.
32-årige Stekelenburg startede sin karriere i Ajax, hvor han spillede under manager Ronald Koeman. I sidste sæson var han udlejet til AS Monaco, hvor det blot blev til en Ligue 1-kamp.