Stekelenburg efter West Ham: Det kan ikke blive værre
West Ham og Everton leverede lørdag en kedelig 0-0-kamp på London Stadium, og det mest bemærkselsværdige var, at gæsterne ikke havde et eneste skud på mål undervejs.
Det samme skete tidligere på sæsonen, men dengang var det imod Chelsea, og derfor mener Maarten Stekelenburg, at præstationen mod The Hammers var værre.
– Modstanderen var en anden, og der er masser af kvalitet i Chelsea, siger hollænderen til Liverpool Echo og fortsætter:
– Hvis vi kan komme tilbage, som vi har gjort de sidste uger og måneder, kan vi selvfølgelig gøre det meget bedre end i dag (i går). Det kan ikke blive værre.
Keeperen glæder sig dog over, at det trods alt lykkedes at holde buret rent og hente et enkelt point.
– Det er dejligt at holde buret rent, specielt som målmand, men vi er nødt til at glemme kampen. Det var en dårlig kamp af os. Vi har gjort det meget bedre i tidligere kampe, men vi tabte ikke, så helt slemt er det ikke.
– Vi forsvarede godt, så det kan vi tage med, men jeg synes, at vi skal glemme kampen. Den er ikke værd at snakke om.
Kampen var Stekelenburgs første siden december, da Ronald Koeman har valgt Joel Robles til at vogte buret den seneste tid.