Spurs øjner succesfuld PL-manager
Tottenham har efter en fornuftig start mistet gnisten under manager Tim Sherwood, og flere engelske medier rapporterer nu, at Spurs har udset sig den argentinske Southampton-manager, Mauricio Pochettino.
Tottenham erstattede tilbage i 2013 den portugisiske manager, Andre Villas-Boas, med den erfarne klubmand, Tim Sherwood, og efter en ganske fin start med en god pointhøst er hvedebrødsdagene nu for alvor ovre på White Hart Lane.
Senest tabte man endnu et North London-derby til Arsenal, og Sherwood opførte sig under kampen rasende, og smed blandt andet sin jakke mod bænken i et voldsomt raserianfald.
Nu melder talkSPORT og andre medier, at tålmodigheden er opbrugt for engelske Sherwood, og at Spurs som afløser har en anden Premier League-manager i sigtekortet.
Her skulle der være tale om den argentinske Southampton-manager, Mauricio Pochettino, der har haft en stærk sæson med det talentfulde Saints-mandskab.
Om Pochettino selv er klar på et Tottenham-skifte melder historien intet om, men argentineren har tidligere kommenteret positivt på rygter, der har kædet ham sammen med trænerjobs hos europæiske mastodonter som Real Madrid og PSG.