Spurs klar med vanvidsbud på Swansea-trio
Tottenham er parat til at byde stort på Wilfried Bony, Michel Vorm og Ben Davies, da klubbens nye træner, Mauricio Pochettino, vil have nye folk ind i London-klubben. Den argentinske manager kigger efter spillere, der allerede har bevist deres værd i Premier League.
Den tidligere Southampton-manager mener, at Bony kan blive klubbens spidsangriber i den kommende sæson. Den ivorianske topscorer koster omkring £25 millioner. Bony skal i givet fald kæmpe med Emmanuel Adebayor, Roberto Soldado og Harry Kane om en startplads.
På målmandssiden i Spurs har der været usikkerhed om Hugo Lloris, der gerne vil spille Champions League-fodbold. Der har derfor været rygter om et skifte til Paris Saint-Germain. Som erstatning for den franske landsholdsanfører har Tottenham vendt blikket mod Michel Vorm, der gennem flere sæsoner har vist høj klasse for Swansea. Vorm koster, ifølge Metro, omkring £12 millioner.
Lidt dyrere er det unge backtalent, Ben Davies, der har imponeret stort i venstre siden hos waliserne. Ham vil Swansea gøre meget for at holde på, men hvis Spurs byder £13 millioner, kan Swansea føle sig fristet. Klubben har allerede en erstatning for Davies i klubben i form af Neil Taylor, som Ben Davies overtog pladsen fra, da denne blev alvorlig skadet før forrige sæson.
Også Bony og Vorm har Swansea allerede erstatninger til, da Bafetimbi Gomis og Lukasz Fabianski er hentet til klubben fra henholdsvis Lyon og Arsenal.
Ifølge Wales Online har de første forhandlinger fundet sted i denne uge, og derfor kan tripple-handlen være på trapperne.