Sprudlende Spurs slog tamme oprykkere
Tottenham fik med nød og næppe tre point i sæsonpremieren, hvor en overtidsscoring fra Eric Dier sikrede en 1-0 sejr over West Ham. QPR tabte med 1-0 til Hull i første runde.
Dermed var oprykkerne altså oppe imod svære odds, da de tidligere i dag gæstede White Hart Lane.
Kampen startede i højt tempo, og der gik ikke lang tid før hjemmeholdet bragte sig foran.
Efter fremragende forarbejde af Adebayor, der sendte bolden mod bagerste stolpe, kunne Nacer Chadli elegant tage bolden ned og løfte den i kassen over Robert Green.
Spurs fortsatte stormløbet mod QPR-målet, hvor flere det blev til flere store chancer inden 2-0 scoringen, blandt andet med et Christian Eriksen-frispark, der tog undersiden af overliggeren.
Efter godt en halv times spil bragte nyindkøbet, Eric Dier, hjemmeholdet yderligere foran efter et flot hovedstød på et hjørnespark fra Lamela.
Syv minutter senere var Lamela igen på spil, da han efter en fornem dribletur sendte bolden ind i panden på Nacer Chadli, der headede Tottenham på 3-0.
Anden halvleg forløb sig i et mindre højt tempo, men stadig med hjemmeholdet i fuld kontrol, hvor det ikke blev til mange afslutninger til oprykkerne.
Efter 65 minutter blev Danny Rose sendt afsted i venstre side, hvor han sendte en perfekt flad bold ind mod Adebayor, der fortjent kunne sende bolden i kassen til slutresultatet 4-0.
Sejren bringer Tottenham op på en foreløbig førsteplads i Premier League, mens oprykkerne fra QPR er sidst.
Andetsteds delte Hull og Stoke i et lige opgør, hvor Stoke dog dominerede efter en tidlig James Chester-udvisning.
Målene blev scoret af Nikita Jelavic og Ryan Shawcross.