Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Sportsdirektør med vanlig strategi: Dette kan blive Spurs' nye forsvarer

Af Emil Eire Frerk Olsen
16.08.2021 Kl. 12:27
Tottenhams nye sportsdirektør Fabio Paratici har boltret sig i sommerens transfervindue, og han er ikke færdig.

Tidligt på sommeren gjorde Spurs-ejer Daniel Levy sig et snu træk ved at overtale Juve-direktøren Fabio Paratici til at blive ny sportsdirektør i London-klubben.

Paratici er kendt som nøglen i store og avancerede Juve-handler som Tevez fra City, Coman fra PSG og ikke mindst CR7 fra Real Madrid – og denne sommer har allerede set den søvnløse direktør gøre underværker for sin nye arbejdsgiver.

Først hentede man keeperen Pierluigi Gollini i Atalanta, stortalentet Bryan Gil kom efterfølgende til fra Sevilla, mens midtstopper Cristian Romero blev hentet i selvsamme Atalanta for store summer.

Det har rustet Spurs pænt forud for en lang sæson, men man er ikke færdige endnu. Og slet ikke, hvis Kane skulle blive solgt.

Først og fremmest er yderligere en stopper på dagsordenen, hvor Fabio Paratici vanen tro har flere emner oppe at vende.

Den italienske handelsmand arbejder nemlig altid sådan, at han har færd i en række forskellige forhandlinger med en række forskellige klubber for at forvirre og øge presset på én specifik sælger – til sidst løber han stort set altid afsted med sin førsteprioritet.

Som det er lige nu, virker der til at være to kandidater tilbage til at lukke hullet i Tottenhams forsvar.

Tidligere i morges meldte La Gazzetta dello Sport, at Tottenham er 'tæt på' at lande en aftale med Bolognas 22-årige japanske forsvarer Takehiro Tomiyasu, som man har forhandlet omkring hele sommeren.

Prisskiltet lyder stadig i underkanten af 20 millioner pund inklusiv bonusser.

Det andet emne er serberen Nikola Milenkovic, der til dagligt spiller i Fiorentina, og som lige nu løber rundt med en kontrakt løbende frem til 2022.

Ifølge den italienske transferekspert Nicolo Cecchirini har Spurs tilsluttet sig West Ham i jagten på stopperen, som man ønsker at hente for 14 millioner pund, som hans prisskilt lyder på.

Fiorentina vil gøre så meget som muligt for at beholde spilleren, hvor man lige nu er i gang med at forberede et kontrakttilbud – dog forventes spilleren at ville til Premier League.

Med det sagt ligner det, at Paratici har tænkt sig at hente en forsvarer, inden transfervinduet smækker i om to uger. Og det ligner, at det enten bliver Takehiro Tomiyasu eller Nikola Milenkovic.

Annonce