Spasmager og anfører
I dagens hyldestopslag til en landsholdsfødselar skal vi lidt tilbage i tiden. Til dengang hvor det danske landshold var i den ypperste verdenselite, og da det var nærmest et livsværk for en fodboldspiller at opnå 25 landskampe. Det skal handle om en af de helt store: Ivar Lykke.
Ivar Lykke – (hed egentlig Seidelin Nielsen til efternavn) – blev født på denne dag i 1889.
Han var en lige så stærk og solid personlighed på banen, som han var festlig og farverig udenfor. I talrige kampe udfoldede han sit intelligente defensive spil og sine aldrig svigtende fighteregenskaber som centerhalf og anfører for det mest vindende danske klubhold i historien, og på et af de internationalt stærkeste landshold Danmark har haft gennem tiderne. Og lige så talrige er de episoder hvor han har lavet spas med medspillere og ledere når nerverne før en kamp skulle finde et passende leje, eller når en sejr skulle fejres.
Selv om KB kaldtes ”chokoladeholdet” i 1910’erne, så blev der drukket andet end kakao fra tid til anden på anlægget ”Granen” på Sankt Markus Plads. Der var Ivar Lykke en lige så central figur, som når en tæt kamp hang i en tråd og sejrsviljen er det endeligt afgørende moment.
En klassisk episode på landsholdet blev engang refereret af Sophus Hansen, der selv var glad for spas. Lykke og landsholdets største målscorer gennem tiderne, Poul Tist Nielsen ville tage gas på UK-chefen, dansk fodbolds stærke mand, Ludvig Sylow: ”Lykke, der var en rigtig finde-på-mand, malede med sæbe revner i spejlet, så det så ud som om en havde løbet knolden imod. Så fik Tist et tørklæde om hovedet, og Lykke malede det og Tist med rød tandpasta. Pludselig stod der en rædselsslagen mand i døren. Det var Sylow. Hvad er der dog sket! Hvor er telefonen? Vi må ringe efter en ambulace! Lykke skyndte sig at afsløre mysteriet, og Sylow gik ind på spøgen og rekvirerede medicin – en omgang øller”.
Ivar Lykke havde utvivlsomt sit lune fra faderen som ernærede sig som skuespiller. Hans Georg Nielsen voksede op som ”uægte” plejebarn hos en vægter i Amaliegade i 1850’erne, og har jo nok måttet lære at se tilværelsen fra den humoristiske side for at klare sig i et samfund med strikse moralske, puritanske normer hvor børn født udenfor ægteskab var placeret hierarkisk meget lavt. Nielsen blev medlem af forskellige omrejsende teaterselskaber der fartede omkring og underholdt i provinsen.
Efter en forestilling på Randerskanten engang i 1870’erne mødte han den mere end 10 år yngre Nicoline Sophie Frederikke Petrea Seidelin, og de forelskede sig og flyttede ind som logerende hos en snedkermester i Grenå og stiftede familie alt imens den unge hustru hjalp sin mand på teatret som suffløse. Det har garanteret været noget af et kultursammenstød, for Nicoline Seidelins familie var dybt forankret i den kristne jyske muld, idet hendes far var sognepræst og pastor emeritus i Ørum. I 1885 rejste Hans Georg og Nicoline til København hvor de bosatte sig på Philippavej på Frederiksberg og bedrev spiritisme for borgerlige selskaber, hvilket var yderst populært i Det Moderne Gennembrud på den tid, men sikkert temmelig meget mindre velset hos den gamle pastor i det kronjyske. Ægteskabet må imidlertid have været relativt lykkeligt, omend faderen ofte var bortrejst med sit skuespil. I alt fald var der i alt 7 børn, hvoraf Ivar – som blev opkaldt efter sin strenge morfar, men altså med det lille glade mellemnavn Lykke – var nummer 4 i rækken. Ivar slægtede altså sin fader på og uddannede sig kreativt som teknisk tegner. Han var i mange år ansat hos Københavns Sporveje.
Som fodboldspiller brød Lykke igennem omkring 1910 hvor han tilkæmpede sig en plads på KB’s førstehold. Først som back og halfback, siden som centerhalf. På denne plads afløste han ”Kaptajnen” Kristian Middelboe, der var det danske landsholds allerførste anfører under OL-turneringen i 1908. Dengang spillede centerhalfen en mellemting mellem 6’er og 8’er, altså en defensiv midtbane-rygrad på holdet der bandt forsvar og angreb sammen. Man kunne også med god ret påstå, at Lykkes opgaver i høj grad lignede Morten Olsens på 80’erlandsholdet. KB’eren var intet mindre end landsholdets rygrad.
Ivar Lykke var ikke ret høj, mindst et hoved mindre end sin forgænger Kristian Middelboe, men han var solid og vanskelig at vælte. Og så var han forudseende og særdeles dygtig til at placere sig, sådan at han kunne standse modstandernes opspil og samtidig sætte noget fremadrettet i gang. Og så havde Lykke dét dér vanskeligt definérbare ”anfører-gen”. Han var kolossalt vellidt og havde evnen til at samle holdet i modgang. Folk stolede på ham.
Ivar Lykkes debutkamp på landsholdet var i 1911, hvor Danmark mødte England på Queens Park Rangers’ bane Royal Park i London. Landsholdet mødte med 8 debutanter, heriblandt den enestående talentfulde målmand Sophus Hansen fra Frem – som i første halvleg blev sparket så groft ned af den engelske centerforward at han brækkede fodrodsknoglen og måtte bæres ud. Der var ingen reservemålmand, så Ivar Lykke blev sat ind som 12. mand mens klubkollegaen Svend Aage Castella måtte på mål. Danskerne kæmpede sådan set forbilledligt, men 3-0 nederlaget kunne der ikke rigtigt gøres noget ved under de omstændigheder.
Året efter var lykke med i truppen ved OL i Stockholm, hvor han spillede den første kamp mod Norge, som Danmark bandt med 7-0. UK foretrak B.93’s Emil Jørgensen i semifinalen mod Holland, men i finalen kom vi virkelig til at savne Lykke, for AB’eren Charles Buchwald blev skadet med en skulder der gik af led, og Danmark måtte ikke indsætte en reserve. Atter profiterede England altså af et sort, dansk uheld.
Revanchen kom i 1914, da Danmark – med Ivar Lykke som højre fløjhalfback – udspillede fodboldens moderland med superstjernen Vivian Woodward i spidsen, og sejrede 3-0.
Lykke blev i 1919 den kun anden spiller i landsholdets historie der rundede 25 landskampe og modtog DBU’s berømte guldur i præmie. Hans i alt 27 landskampe var dengang en enorm kraftpræstation.
Efter karrieren var han i mange år leder i KB og bl.a. UK-medlem i DBU-regi. Han døde i 1955.
