Spansk medie: Lucas Vazquez åben over for Newcastle-skifte
Newcastle har i et stykke tid været meldt interesserede i Real Madrids offensivspiller, Lucas Vazquez, men man har endnu ikke haft held med at lokke ham til St. James' Park.
Englænderne har dog stadig en mulighed for at hente spanieren til klubben, da han, ifølge Don Balon, er klar til at forlade den spanske mesterklub til fordel for Newcastle.
Med under et år til VM-slutrunden er det essentielt at spille fast for sit klubhold, og i Real Madrid agerer Vazquez ofte reserve, hvilket mindsker hans chancer for at blive udtaget til det spanske landshold.
Derudover skulle Real Madrids jagt på Kylian Mbappé også have fået Vazquez til at gå i tænkeboks, da han frygter, at vejen til spilletid bliver længere, hvis klubben får fingrene i Monaco-spilleren.
26-årige Lucas Vazquez har, bortset fra et enkelt lejeophold i Espanyol, spillet hele sin professionelle karriere i Real Madrid.