Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Spændingerne tiltager i Arsenal: Wenger har fået nok af Sanchez-regime

06.03.2017 Kl. 17:42
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Alexis Sanchez er velsagtens Arsenals største stjerne, og derfor gav det også genlyd, da Arsene Wenger udelod chileneren i lørdagens brag mod Liverpool på Anfield.

Begrundelsen var taktisk fra Wengers side, men den var der ikke mange, der købte, og det virkede da heller ikke som en særlig taktisk beslutning, fordi Alexis Sanchez kom på banen i starten af anden halvleg og ikke skulle bruge lang tid til at bidrage til, at Arsenal reducerede.

Siden har flere medier berettet om gnidninger mellem Alexis Sanchez og Arsene Wenger, men også de øvrige spillere.

Den tidligere FC Barcelona-spiller kan være på vej væk til sommer, efter at han endnu ikke har forlænget den aftale som udløber i sommeren 2018. Derfor skal Arsenal formentlig sælge ham til sommer, hvis parterne ikke kan blive enige – i hvert fald hvis Arsenal vil tjene en stor sum på ham, inden han kan skifte gratis den efterfølgende sommer.

London Evening Standard erfarer, at Sanchez kræver hele £250.000 om ugen, hvilket vil gøre ham til den med afstand bedst betalte spiller i klubben. Arsenal er dog langt fra stjernens krav og har end ikke brudt £200.000-barrieren i forhandlingerne. Hidtil har et £180.000-tilbud været på bordet, hvilket Sanchez-lejren blankt afviste.

Lokalavisen skriver videre, at beslutningen om at udelade Sanchez mod Liverpool ikke blev taget af taktiske årsager, men den blev – som andre medier har skrevet – heller ikke taget på baggrund af Sanchez' opførsel til træningen op til kampen, hvilket Arsene Wenger også har været ude og afvise. Derimod var det et udtryk for, at Arsene Wengers og Arsenals tålmodighed med offensivspilleren var brugt op efter flere episoder og altså ikke én bestemt.

Dette kommer i kølvandet på, at Arsenal ikke har vist intentioner om at møde Sanchez' lønkrav. Det er dog endnu ikke besluttet, hvorvidt Sanchez får lov til at gå til sommer, men ifølge Evening Standard er det nu med 'stigende sandsynlighed', at chileneren forlader klubben til sommer.

Kilder fortæller til avisen, at Alexis Sanchez, efter det smertefulde 5-1 nederlag til Bayern München i Champions League, diskuterede med flere af Arsenals spillere, som han mente forsvarede for dårligt i den vigtige knockout-kamp. I januar kom Alexis også af med sine frustrationer, da han smed sine handsker i vrede efter Arsenals 3-3 skuffelse mod Bournemouth, mens han 11 dage senere igen viste sin vrede, da han blev skiftet ud mod Swansea.

En anden kilde beretter om en Alexis Sanchez, der dikterer træningens gang i Arsenal, hvor han blandt andet ignorerer den planlagte rotation i styrkerummet, hvilket betyder, at hans holdkammerater må træne rundt om ham. Disse episoder skal have skabt et anspændt forhold mellem Wenger og Sanchez.

PSG og Juventus er meget interesserede i Sanchez, men Wengers modvillighed i pressen komplicerer situationen.

Meget tyder altså på, at et regulært drama kan komme til at udspille sig i den kommende tid, hvor Arsenal og Sanchez skal blive enige om, hvorvidt samarbejdet skal forlænges eller ej, og i givet fald, hvad der så skal ske. Under alle omstændigheder tyder meget dog på, at Alexis Sanchez må ændre standpunkt, hvis forholdet mellem ham og Arsenal skal ende lykkeligt.

OPDATERET 18:55

Arsene Wenger har netop udtalt, at Sanchez' fremtid alene besluttes af Arsenal: "Alexis Sanchez har 15 måneder tilbage af sin kontrakt, så beslutningen om, hvorvidt han vil være her eller ej vil afhænge af Arsenal Football Club og ikke nogen andre."

Annonce