Southampton-Long: Ønsker at Koeman bliver
Rygterne omkring, at Ronald Koeman er på vej til Everton er taget til de seneste dag, hvor flere medier skriver, at parterne er tæt på at færdiggøre aftalen.
Den tidligere Barcelona-spiller, som har været manager for Southampton siden 2014, har ikke selv kommenteret på sagen – og det samme gælder både Southampton og Everton.
Southampton-spillerne er derfor ikke sikre på, om det bliver hollænderen eller en anden manager, der skal styre klubben til næste sæson, men Shane Long håber, at Koeman bliver.
– Vi har været lidt skåret væk fra omverden, så jeg ved ikke så meget om, hvad der foregår. Han ved nok mere end mig, men jeg håber, at han stadig er der efter sommerferien. Vi får at se, udtaler ireren til Sky Sports.
Angriberen fra Southampton er på nuværende tidspunkt ved at forberede sig til den forestående EM-slutrunde sammen med resten af den irske trup.