Southampton er også med i kampen: Vil have Sisto
Southampton er med i kampen omkring den eftertragtede kantspiller Pione Sisto, der i denne sæson har scoret to kasser mod Manchester United. Én hjemme på MCH Arena og én på Old Trafford.
Den 21-årige kantspiller har tiltrukket sig masser af interesse efter hans gode præstationer mod Manchester United i Europa League i februar.
Leicester og Everton, der også vil have ham, overvågede allerede Sisto inden han scorede de to mål mod Louis van Gaals mandskab, der dog endte med at slå FC Midtjylland ud. Det skriver Daily Mirror.
Der er også interesse fra klubber som Borussia Dortmund og Valencia i Spanien, skriver Mirror. Den nyeste klub, der er interesseret i den Uganda-fødte FC Midtjylland-spiller er Southampton, hvor Ronald Koeman kæmper for at holde Sadio Mané på St. Mary's. Skulle han ende med at skifte væk fra det sydlige England, hvilket efterhånden synes mere og sandsynligt, er Sisto en mulig erstatning.
Han kan spille mere eller mindre alle offensive midtbanepladser – både venstre, højre og centralt er pladser, som Sisto har imponeret på.