Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Souness: Zaha kunne spille for Real Madrid

26.08.2018 Kl. 15:06
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Wilfried Zaha skrev tidligere på måneden under på en ny kontrakt med Crystal Palace, hvorfor London-klubben nu har kontrakt på kantspilleren indtil sommeren 2023.

Zaha var ellers rygtet til blandt andre Tottenham og Chelsea i løbet af sommeren, og Graeme Souness mener også, at niveauet hos englænderen rækker til langt mere end Selhurst Park.

– Jeg synes, at han er sensationel. Jeg kan se ham spille for Real Madrid. Så god er han. Jeg vil sige, at der er en håndfuld spillere, som har samme retningsskift og balance som ham, og jeg synes, at han bør få flere straffespark. Han laver ikke skuespil, siger den tidligere Liverpool-spiller til Sky Sports og tilføjer:

– Jeg synes, at han er et unikt talent, og med al respekt for Crystal Palace – og måske er han blevet skræmt af sin tid hos Manchester United – er han klar til en stor, stor klub – de største klubber.

Souness mener også, at det er ved at være tid, hvis Zaha vil vinde nogle trofæer i sin karriere.

– Hvis han bliver i Palace, ender han med at være uden trofæer og tænke: "Hvad nu hvis…" Jeg synes, at han er klar nu. Selv for de to store i Spanien. Jeg tror, at de begge ville byde ham velkommen med åbne arme. Han kan skabe noget på egen hånd, og de spillere er der ikke mange af.

25-årige Zaha har tidligere tilbragt to sæsoner i Manchester United.

Annonce