Sorg, svigt og storhed: Her er de mest private detaljer fra Terry Venables' liv
Her er portrættet af Terence (Terry) Frederick Venables, som i går, tirsdag den 6. januar, kunne være fyldt 83 år.
Terry voksede op i et turbulent hjem. Faren var militærmand og flyttede fra den ene udstationering til den næste, og da han til sidst slog sig til ro og blev pubejer i Londonforstaden Romford, var der ikke plads i tilværelsen til sønnen. Terry blev i stedet opfostret hos sine bedsteforældre på morens side, og det var nok meget godt, for de gamle elskede fodbold, og det smittede af på knægten.
Manden med overblikket
Terry fik en lærlingekontrakt med Chelsea FC i 1960 og opnåede over 200 ligakampe for The Blues og repræsenterede England i 2 A-landskampe. Venables var en teknisk velfunderet forsvarsspiller med et godt overblik i stil med majestætiske forbilleder som Billy Wright og Bobby Moore.
Som aktiv nåede Terry at spille for hele 4 Londonklubber; Chelsea, Tottenham, Queens Park Rangers og Crystal Palace. Det blev sidstnævnte der lagde fundamentet for en formidabel managerkarriere.
Venables havde god erfaring med i bagagen da han startede som chef hos The Glaziers i 1976. Som forsvarskaptajn havde han på nærmeste hold oplevet en række betydningsfulde managers på tæt hold. Tommy Docherty i Chelsea, Bill Nicholson i Tottenham, Gordon Jago i QPR og Malcolm Allison i Crystal Palace. Docherty var motivationskunstner, Nicholson en taktisk mester, Jago kunne noget med talentudvikling, og Allison var en moderne manager med nye og innovative træningsmetoder. Venables tog lidt fra dem alle og blev med tiden engelsk fodbolds største managerprofil i 1980’erne og 90’erne.
Palace blev platformen. For små beløb og med en række egenudviklede aktører skabte Venables et frisk spillende, angrebsorienteret mandskab, der rykkede op i 1. division i 1979 og lavede ravage i the top flight, året derpå.
Da klubben valgte at profitere på en række spillersalg, smuttede Venables til QPR, som han førte til FA Cup finalen i 1982 og til oprykning til 1. division i 1983. året efter sluttede QPR som en sensationel nummer 5.
Resultaterne var så bemærkelsesværdige, at udenlandske storklubber fik øje for Venables. I 1984 skrev han kontrakt med den catalanske storklub FC Barcelona, hvorefter den britiske presse gav ham tilnavnet ”El Tel”.
El Tel på Camp Nou
Til at begynde med gik det fremragende. Barca blev spanske mestre i 1985 og nåede frem til Europa Cup finalen året efter, hvor rumænske Steaua imidlertid sejrede på straffesparkskonkurrence.
El Tel reagerede ved at hente to britiske angribere ind: Gary Lineker og Mark Hughes, men selv om førstnævnte blev et brag af en succes, så stagnerede resultaterne, og El Tel blev fyret i efteråret 1987.
I stedet fik Terry managerjobbet i endnu en af sine tidligere klubber. Med Tottenham vandt han FA Cuppen i 1991, hvorefter han blev sportsdirektør og overlod managersædet til Peter Shreeves. I 1993 ragede Venables uklar med klubejeren Alan Sugar, hvorefter han tog sit tøj og gik, måske vel vidende, at det engelske fodboldforbund var på udkig efter en ny landsholdscoach.
Den bedste engelske landstræner siden Alf Ramsey
I januar 1994 blev Venables ansvarlig for det engelske landshold, og han fejrede sin udnævnelse med en 1-0-sejr på Wembley over Danmark den 9. marts i sin første opgave på trænerbænken for Three Lions. Målsætningen var krystalklar og tindrende ambitiøs: England skulle vinde europamesterskabet på hjemmebane i 1996.
EM-slutrunden startede forsigtigt med en uafgjort mod Schweiz, men derefter slog England ærkerivalerne Skotland med 2-0 og udspillede så Holland, der blev besejret med hele 4-1. England var i eufori. Men ak. Semifinalen mod Tyskland endte 1-1 og i straffekonkurrencen brændte den senere landstræner Gareth Southgate det afgørende spark. Englands notoriske svaghed i de afgørende øjeblikke fra 11-meter pletten blev udslagsgivende.
Pressen reagerede forventeligt med raseri og usaglige nedgørende angreb på den hovedansvarlige. El Tel blev sagt op, trods massiv støtte fra spillertruppen. Venables var den måske mest fagligt kapable landsholdstræner i engelsk fodbolds historie. I alt fald siden Alf Ramsey. Men det blev altså kun til en kort epoke i det mest stormomsuste og prestigetunge managerjob i England.
En mentalt forslået og dybt skuffet Venables søgte tilflugt på den anden side af kloden og blev landstræner for Australien. Kænguruerne havde klar sportslig fremgang, men missede kvalifikationen til VM i 1998, hvorefter Venables vendte hjem til England og fik relativt korte beskæftigelser i Crystal Palace og Middlesbrough. En fyring i 2003 i Leeds United blev den karismatiske og charmerende El Tels sidste managerengagement. Han gik bort i 2023.
Torsdag mødes Arsenal og Liverpool i et af de mest historiske opgør i hele England – her er optakten.
