Solskjær ved, hvad United kræver: Vi skal vinde Premier League
I slutningen af 90’erne og i 00’erne var der reelt ingen tvivl om, at Manchester United sad på tronen i Premier League, men ikke siden Sir Alex Fergusons sidste sæson har klubben vundet det engelske mesterskab, og i stedet har rivalerne fra Manchester City i høj grad overtaget.
Nu skal det dog være slut, og Manchester United har planer om at vende tilbage til den absolutte top af engelsk fodbold. Manden, der står med et kæmpe ansvar for det, er norske Ole Gunnar Solskjær.
I går blev han udnævnt som permanent manager for De Røde Djævle, og som den klubmand han er, ved han, at Manchester United er nødt til at vinde det engelske mesterskab igen.
– At løfte Premier League-trofæet igen er uden tvivl hvad vi forventer, hvad vi er vant til, og hvad vi har gjort så mange gange. Vi kan ikke vente for mange år, men vi skal tage det skridt for skridt, fortæller Ole Gunnar Solskjær ifølge the Telegraph.
Nordmanden, som tidligere har stået i spidsen for Molde, Cardiff og Manchester Uniteds reservehold, sigter efter at have vundet titler, når han engang er færdig i Manchester United.
– Hvis jeg kan gå herfra og have vundet ting – selvfølgelig Premier League – vil jeg være en stolt mand. Jeg er en glad mand. Jeg er målrettet mand. Den dag, jeg går herfra, håber jeg at være en stolt mand.
Han har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2022.