Solskjær svarer på kritik: Gav os den bedste mulighed for at gå videre
Manchester United er ude af FA Cuppen efter et klart nederlag mod Chelsea søndag aften.
Og Ole Gunnar Solskjær er efterfølgende blevet kritiseret for sit valg af holdet mod The Blues, hvor han gik væk fra sin vanlige 4-2-3-1-opstilling og valgte at starte med profiler som Anthony Martial, Paul Pogba og Mason Greenwood på bænken.
Men Manchester United-manageren mener alligevel, at han gav sit hold de bedste betingelser for at nå finalen i pokalturneringen, mens der samtidig også blev tænkt på onsdagens kamp i Premier League.
– Vi valgte et hold i dag for at give os den bedste mulighed for at gå videre og være klar til onsdag. Det fungerede ikke i dag, sagde Solskjær efter kampen ifølge Manchester Evening News.
– Vi kom næsten til pause, men så skulle vi ændre, da Eric (Bailly, red.) var nødt til at blive udskiftet, men det stiller os godt til onsdag. Jeg valgte et hold, der skulle gå videre i dag.
Manchester United endte med at tabe 3-1 til Chelsea, og klubben kan nu fokusere på Premier League, hvor West Ham kommer på besøg på Old Trafford på onsdag.