Solskjær: Stolt af spillerne
Cardiff tabte med 2-4 til Manchester City tidligere på lørdagen, men Ole Gunnar Solskjær var alligevel stolt af sine spillere.
Craig Noone og Fraizer Campbell stod for walisernes to scoringer, som dog ikke var nok til at få point med fra Etihad Stadium.
– Vi var med i kampen, indtil der manglede 15 minutter. Og jeg var meget tilfreds med spillernes reaktion efter vores dårlige start, sagde nordmanden til Sky Sports efter kampen og tilføjede:
– Det skal også ændres. Vi kan ikke lade dem gøre, hvad de har lyst til, for vi kunne have været nede med tre mål efter ti minutter. Den tankegang skal ændres, uden tvivl.
– Derefter scorede Noone et fremragende mål, og jeg synes, vi havde flere andre fine forsøg. Når du er med i kampen med et kvarter tilbage, har du muligvis en chance. Men Yaya Toure er meget svær at stoppe, når han tager sådanne løb.