Solskjær om midlertidig United-tjans: Jeg skal nyde turen
Norske Ole Gunnar Solskjær havde torsdag første træning som manager for Manchester United, der tirsdag fyrede Jose Mourinho. Den tidligere Manchester United-spiller har skrevet under på en kontrakt gældende for resten af sæsonen, mens klubben leder efter en permanent løsning.
Tottenham-manager Mauricio Pochettino, Zinedine Zidane og Laurent Blanc er blevet sat i forbindelse med jobbet på Old Trafford, ligesom andre har nævnt Ole Gunnar Solskjær som en mulighed på den lange bane. Selv tænker nordmanden dog ikke længere frem end seks måneder.
– Jeg kommer til at nyde turen. Det er seks måneder. Jeg er kommet hjem og skal bare være mig selv. Klubben er igang med at finde en permanent manager og i mellemtiden skal jeg sammen med de andre trænere få klubbens spillere til at nyde fodbolden igen, udtaler nordmanden til MUTV.
Ole Gunnar Solskjær har siden sit karrierestop været manager i Cardiff og i Molde i hjemlandet. Han har derfor erfaring med at træne en førsteholdstrup, men han fremhæver alligevel sin tidligere manager Sir Alex Ferguson, når snakken falder på mandskabspleje:
– Jeg stået i 300-400 kampe som manager. Jeg har vundet mesterskaber og pokalturneringer, men har også prøvet at rykke ned med en klub. I sidste ende handler det dog om at få det bedste ud af spillerne, og der var Sir Alex Ferguson den bedste. Jeg har opbygget min managerstil efter ham, slutter Ole Gunnar Solskjær.