Solskjær hylder profiler: De er vitale for vores fremtid
Paul Pogba og Marcus Rashford har været eminente, siden Ole Gunnar Solskjær overtog roret i Manchester United, og de flotte præstationer er naturligvis blevet bemærket i andre storklubber.
På rygtebørsen er 26-årige Pogba blevet kædet sammen med Real Madrid, mens FC Barcelona angiveligt er interesseret i 21-årige Rashford.
Solskjær slår dog fast, at han meget nødigt vil give slip på de to spillere:
– De er vitale for vores fremtid. Det er spillere, du kan bygge dit hold op omkring, udtaler han ifølge the Telegraph.
– Jeg er sikker på, at de kan nå alle deres mål her. Det er vores målsætning som klub at opnå de samme ting, som vi gjorde engang.
Ifølge Daily Mail er Manchester United i øjeblikket i dialog med Rashford om en ny kontrakt, og det forventes også, at De Røde Djævle vil forsøge at få en ny aftale i hus med Pogba.