Solskjær forsvarer sig efter van Gaal-kritik
Louis van Gaal udtalte sig i sidste uge kritisk omkring Ole Gunnar Solskjær, da han hævdede, at det udelukkende er resultaterne, der er blevet bedre, end de var under Jose Mourinho.
Dette gjorde sig også gældende lørdag, da Manchester United, trods en skidt præstation, formåede at besejre Watford med 2-1, men den norske manager forsvarer nu sig selv.
– Louis skal have lov til at have sin mening. I nogle kampe har vi presset højt, vundet bolden deroppe og domineret. Han snakker formentlig om PSG-kampen, hvor vi var nødt til at forsvare rigtig godt og spille på kontraangreb, fortæller Solskjær på pressemødet inden tirsdagens møde med Wolves og uddyber:
– Det handler om, hvor du vinder bolden. Man forsvarer sig, så man kan vinde bolden og angribe. Man skal vinde bolden og derefter angribe. Fundamentet for ethvert fodboldhold er at spille godt uden bolden. Hvis du formår det, har du gode muligheder.
Solskjær roser desuden de managere, der har siddet i samme position før ham.
– Jeg er meget glad og taknemmelig for, at jeg har overtaget et hold, som har en fantastisk uddannelse. De fleste af spillerne her har haft Mourinho, van Gaal, Moyes og Fergie. De kender begge sider af spillet.
– Selvfølgelig skal vi tilføje en eller to spillere, men de ved, hvad jeg forventer og kræver af dem.
United tabte seneste møde med Wolves med 1-2 i FA Cuppen.