Solskjær: De unge er klar
Når op mod 10 Manchester United-spillere er ude med skader mod Crystal Palace, har Ole Gunnar Solskjær ikke meget andet valg end at inkludere en række af klubbens unge talenter i kamptruppen.
Således forventes teenagetrioen Angel Gomes, James Garner og Tahith Chong at være en del af Manchester United-truppen, der drager til Selhurst Park.
Udsigten til at spille med de grønne talenter er dog ikke noget, der giver Solskjær nervøse trækninger.
– De har taget del i vores træning i lang tid nu, fortalte Solskjær til tirsdagens pressemøde.
– Angel har været succesfuld for Englands U17-landshold sammen med Sancho, Hudson-Odoi og Foden, så jeg er sikker på, at han nok skal præstere, hvis han får chancen.
– Jimmy Garner, han er en Michael Carrick – bare tyve år yngre – så ham er jeg heller ikke nervøs for, og Chong skal nok forsøge at sætte sin direkte modstaner, når han bliver skiftet ind.
17-årige Garner har endnu ikke fået debut for Manchester Uniteds førstehold, mens Gomes og Chong tidligere har fået deres ilddåb for The Red Devils.
– De er klar, de unge, siger Solskjær, der tror, det er en bonus, at de tre unge talenter alle er offensive spillere.
– Det er sværere for en 16-17 årig forsvarer at komme på banen, men som angriber skal du bare gå ud og udtrykke dig selv. Det er din chance.