Solskjær bekræfter: Har fået tilbud fra storklub
Tidligere på ugen lød det fra den tyrkiske journalist Yağız Sabuncuoğlu, at Ole Gunnar Solskjær havde fået et kontrakttilbud fra den tyrkiske storklub Besiktas.
Det er et kontrakttilbud, som den tidligere Manchester United-manager nu selv kan bekræfte.
– Jeg takker Besiktas for deres imponerende tilbud. Jeg har endnu ikke truffet en beslutning. Først og fremmest skal jeg vide, hvad der kræves af mig.
– Bliver et projekt præsenteret for mig, eller er det en kortsigtet løsning, der efterspørges? Jeg foretager en evaluering med henblik på udsigten til et projekt.
– Jeg er nødt til at kende holdet og de muligheder, der udlægges for mig i detaljer. Jeg vil træffe min beslutning, efter at disse emner er blevet klarlagt, siger Solskjær ifølge NTVSpor.
Solskjær havde sejrsrate på 54 procent hos Manchester United
Solskjær overtog roret hos Manchester United efter fyringen af José Mourinho. I første omgang blev nordmanden ansat på en midlertidig kontrakt.
Den blev dog siden vekslet til en permanent aftale. Han førte United frem til en andenplads i Premier League og frem til finalen i Europa League, men efter en dårlig formkurve blev han afskediget i november 2021.
I sin tid hos klubben opnåede han en sejrsrate på 54 procent ud fra de 168 kampe, han stod i spidsen for De Røde Djævle. Et 1-4-nederlag til Watford på Vicarage Road blev dog dråben, der fik bægeret til at flyde over for ledelsen på Old Trafford.
Det kører ikke på skinner for Besiktas i indeværende sæson.
Klubben ligger nummer fem i den bedste tyrkiske række, men der er hele 17 point op til Fenerbahce på førstepladsen.
For nylig førte det til en fyring af Riza Calimbay, som blot fik syv kampe i spidsen for den tyrkiske storklub.
Derfor er Solskjær nu angiveligt blevet tilbudt en halvandet år lang kontrakt til at rette op på tingene i Istanbul.
Tidligere på sæsonen vendte Solskjær tilbage til fodboldverdenen, da han blev ansat af UEFA. Læs mere her.