Solide Stoke sendte svage Manchester United til tælling
Louis van Gaal havde til den svære udekamp på Britannia Stadium valgt at bænke Wayne Rooney. Presset på den hollandske manager var enormt før kampen, og det er nok næppe blevet mindre efter nederlaget til Stoke.
Fra kampens start lagde Stoke pres på United-defensiven, som ikke har set for godt ud på det seneste. Det udmøntede sig i en scoring efter 19 minutter, hvor kom Stoke foran 1-0, da Memphis Depay helkiksede en tilbagelægning til David De Gea. Glen Johnson opsnappede bolden, spillede bolden skråt tilbage i feltet, hvor Bojan Krkic nemt kunne prikke bolden i nettet.
Godt og vel fem minutter senere fik hjemmeholdet frispark på kanten af feltet. Bojan sparkede bolden i muren, men Marco Arnautovic fulgte op og bankede bolden ind i det korte hjørne uden chance for David De Gea.
Efter scoringen rejste alle United-fansene sig demonstrativt op og klappede. På dette tidspunkt var det ikke sjovt at være Manchester United-spiller nede på den blæsende bane.
Ashley Young var blevet valgt på højre back, men englænderen havde det umanerligt svært over for Arnautovic, der gang på gang, løb i ryggen på Young og resten af United-forsvaret. Efter 35 minutter splittede Bojan Uniteds forsvar af med en formidabel stikning, som Arnautovic desværre for hjemmeholdet sparkede tæt forbi mål.
Louis van Gaal tog konsekvensen af den dårlige første halvleg og skiftede Wayne Rooney på banen i stedet for Memphis Depay, som bestemt ikke havde spillet 45 gode minutter.
United-anføreren var ophavsmanden bag anden halvlegs største chance, da han spillede en bold på tværs i feltet. Marouane Fellaini stod helt fri tæt inde under mål, men den store belgier sparkede svagt, og så kunne en storspillende Jack Butland redde Stoke i den omgang.
Stoke trak sig længere tilbage på banen, og overlod fuldstændig initiativet til Manchester United, som dog ikke kunne sætte et ordentligt tryk på Jack Butlands mål. Stoke har nu besejret både Chelsea, Manchester City og Manchester United på Britannia Stadium.
Manchester United har nu tabt tre kampe i træk for anden gang i denne sæson. Stoke rykker op på 8. pladsen og har 26 point efter 18 runder. Manchester United ligger nummer seks med 29 point.