Solbakken: Medierne var efter mig i England
Ståle Solbakken tog efter sin fyring i FC Köln i 2012 over som manager i Wolverhampton, der skulle forsøge at spille sig tilbage i det fine selskab.
FCK-manageren fik godt otte måneder i spidsen som Wolves-manager, og siden han blev fyret i januar 2013 er hele tre permanente managers røget samme vej i klubben.
Efter fyringen vendte nordmanden 'hjem' til FC København, hvor han i den grad har fået sat skik på hovedstadsklubben igen, som er tilbage i Champions League.
I aften får FCK besøg af Leicester i Parken, og i den anledning retter Solbakken kritik af tendenserne i Championship, hvor Wolves i oktober fyrede Walter Zenga efter blot 14 kampe i klubben.
– Jeg tror, at jeg er den af de fire managers, der holdt længst. Jeg bliver bedre og bedre hver uge, fortæller Solbakken til sit pressemøde forud for Leicester-mødet.
FCK-manageren mener ikke, at han var så dårlig i Wolves, som det efterfølgende er blevet skrevet.
– Jeg var ikke så dårlig. I (medierne, red.) var efter mig i England, men nu kan I se, at jeg ikke var så dårlig.
– Jeg har set så mange hovedløse Championship-kampe både live og fra bænken i Championship, og hvis du tager det job – hvis du er så dum at tage et job der – bliver du også nødt til at tage skylden, slutter Solbakken.
FCK har hentet fire point i de første tre Champions League-kampe. I sidste runde blev det til et snævert 1-0 nederlag til Leicester, der har vundet de tre indledende kampe.