Sokratis så rødt i Arsenal-nederlag til Rennes
Torsdag aften var Arsenal et smut i Frankrig, hvor de skulle møde Rennes i i Europa League.
The Gunners fik en ønskestart på opgøret, da Alex Iwobi fik bolden i kassen på noget, der lignede et mislykket indlæg. Bolden snød dog Koubek i kassen, og Arsenal tog føringen efter blot fire minutters spil.
Efter 41 minutter gjorde Sokratis det dog svært for sine holdkammerater, da han fik vist sit andet gule kort i kampen. Frisparket, som Sokratis begik, blev sparket i muren af Bourigeaud, som dog hamrede returen op i det lange hjørne til 1-1.
Arsenal havde i lange perioder svært ved at håndtere Rennes' direkte spil og gav flere store chancer væk. Efter 65 minutter kom franskmændene så også foran, da Nacho Monreal sendte bolden i eget net.
Efter 88 minutter blev det endnu værre for Arsenal. Et fremragende indlæg fra Rennes' venstreside blev smækket præcist ind i panden på Sarr, som headede bolden ind bag Cech til 3-1.
3-1-nederlaget betyder dermed, at Arsenal skal udføre et professionelt stykke arbejde hjemme på Emirates, hvis de vil spille sig videre i Europa League.