Snodgrass efter Villa-skifte: Bilic brugte mig forkert
Robert Snodgrass skiftede ved årsskiftet til West Ham fra Hull efter et flot efterår i 2016. På London Stadium oplevede den skotske landsholdsspiller dog ikke samme succes og nu er han så blevet udlejet til Aston Villa i The Championship.
Den tidligre Hull-profil glæder sig imidlertid over, at han er kommet væk fra West Ham, og hævder, at manager Slaven Bilic er årsagen til hans mislykket ophold i klubben:
– Jeg tror, at min styrke i sidste sæson var at score mål og lave assists. Det gjorde jeg i Hull, men i West Ham havde jeg en manager, som brugte mig forkert, siger skotten til Aston Villas hjemmeside og uddyber:
– For at være ærlig, så var det en hård tid. Jeg gjorde mit bedste, men det var aldrig helt godt. Hvis man vil have det bedste ud af en spiller, så skal man bruge ham på hans bedste position. Jeg har scoret mål og lavet assists i hele min karriere, men fik ikke muligheden i West Ham, fortsætter han.
Robert Snodgrass havde endda samtaler med den kroatiske manager, men lige lidt hjalp det:
– Jeg gik til Slaven Bilic og fremlagde mit problem. Jeg sagde, hvor jeg gerne ville spille, men det hjalp ikke og nu er jeg her. Jeg kender Steve Bruce, fordi han hentede mig til Hull, så jeg glæder mig til opholdet her, slutter Robert Snodgrass.