Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Slut med Discovery: Nu bliver Danmarks kampe sendt på en anden kanal

Af Emil Plovgaard
29.03.2022 Kl. 17:46
Discovery mister rettighederne til Danmarks kampe.

Christian Eriksens tilbagevenden til Parken blev markeret i dag.

Danmarks testkamp mod Serbien tirsdag aften markerer samtidig Discoverys sidste landskamp i denne æra.

Fremover bliver Danmarks kampe nemlig sendt på TV 2.

Indtil videre har en trio bestående af Thomas Gravesen, Lars Jacobsen og Brian Laudrup især beskæftiget sig med landskampene, men de bliver hængende på kanalen, selvom rettighederne nu udgår.

Det fortæller Søren Klæstrup, som er sportsdirektør hos Discovery Networks, til B.T.

– Hele banden fortsætter. Der er ikke nogen, der stopper hos os. Alle dem, vi kender, som du kender på skærmen i dag, fortsætter hos os, så det er vi super glade for, siger Klæstrup til avisen.

Der vil ikke være nogen særlig markering af afslutningen, fortæller han endvidere.

Købte rettighederne i 2013

Discovery Networks købte rettighederne til at vise landskampe i 2013, og overtog dem så i 2014 fra netop TV 2. Siden da er landskampene blevet vist på Kanal 5.

Selv var DBU's administrerende direktør glad for at høre nyheden om, at TV 2 igen har købt rettighederne, da det kom frem i efteråret 2020.

– Det er en rigtig, rigtig god nyhed. Fodbolden kan samle danskerne på tværs af aldersgrupper, køn og etnicitet om fodbold. At vi nu kan nå ud til endnu flere danskere med vores fantastiske landshold, er simpelthen bare en god nyhed, sagde administrerende direktør hos DBU, Jakob Jensen, til TV 2 Sport dengang.

TV 2's aftale gælder fra 2022 til 2028

TV 2 har købt rettighederne af UEFA, og udover at kunne vise de danske landskampe og de store slutrunde, indeholder rettighederne også adgang til at kunne vise mange andre landskampe fra både EM- og VM-kvalifikationerne.
 
I alt vil det dreje sig om omtrent 1200 landskampe, som potentielt kan blive vist på TV 2's kanaler samt på streamingtjenesten TV 2 PLAY i perioden fra 2022 til 2028.
Annonce