Slot henter ny stjerne: Klar til lægetjek i Liverpool
Jeremie Frimpong står foran et skifte til Liverpool som Arne Slots første signing denne sommer.
Den 23-årige højre wingback fra Bayer Leverkusen har angiveligt givet grønt lys til skiftet og har accepteret en femårig kontrakt med klubben.
Det skriver Daily Mail lørdag aften.
Liverpool er klar til at aktivere hans frikøbsklausul på 29,5 millioner pund (ca. 255 mio. kroner), og et lægetjek er nært forestående.
Frimpong ønsker at slutte sig til sine landsholdskammerater Ryan Gravenberch, Virgil van Dijk og Cody Gakpo på Anfield, og Arne Slot kender spilleren indgående fra deres fælles tilknytning til hollandsk fodbold.
Overgangen sker i kølvandet på meldinger om, at Trent Alexander-Arnold er på vej til Real Madrid.
Liverpool har i mellemtiden sikret sig fremtiden for højrebacken Conor Bradley, der netop har forlænget kontrakten frem til 2029.
Men transfervinduet stopper ikke her.
Liverpool har fortsat et stærkt ønske om at hente en ny venstre back, hvor Milos Kerkez fra Bournemouth er i kikkerten.
Klubben jagter også en ny midterforsvarer, efter Dean Huijsen, som også spillede i Bournemouth, valgte et skifte til Real Madrid i en handel til 443 millioner kroner.
Derudover ventes Darwin Núñez at forlade klubben, og derfor er en ny angriber også højt på ønskelisten hos Liverpool-ledelsen.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Frimpong har haft en imponerende sæson for Bayer Leverkusen, hvor han bidrog med fem mål og fem assists i Bundesligaen.
I sidste sæson var han en nøglefigur på det Leverkusen-hold, der under Xabi Alonso gik ubesejret gennem ligaen og vandt klubbens første tyske mesterskab nogensinde.
Dengang leverede han hele ni mål og syv assists i 31 kampe.
Frimpong blev oprindeligt uddannet i Manchester Citys akademi, inden han i 2019 skiftede til Celtic.
Her vandt han en hjemlig treble og blev hurtigt en fanfavorit, før han i januar 2021 skiftede til Leverkusen.
I det tyske har han udviklet sig til at blive en af Europas mest eksplosive og offensive højrebacker.
På det hollandske landshold står Frimpong noteret for 12 A-landskampe.