Slimani sparkede Leicester til sejr mod Burnley
Burnley havde ikke meget at skyde med, da de lørdag eftermiddag besøgte Leicester City. Kvaliteten lå hos hjemmeholdet og selvom Burnley holdt stand det meste af første halvleg, så kunne de ikke holde Leicesters bedste folk fra fadet kampen igennem. Før eller siden måtte det gå galt og det var præcis hvad der skete.
Efter 40 minuter smed en velspillende Christian Fuchs et frispark ind i boksen og her stod Islam Slimani totalt umarkeret og kunne heade sit første Premier League-mål ind for Leicester, 1-0.
I begyndelsen af anden halvleg scorede Leicester så igen. Burnley kom dårligt ud efter pausen og efter godt spil af Riyad Mahrez endte bolden for fødderne af Slimani inde i Burnley-feltet. Indkøbet fra Sporting Lissabon viste sig som en ægte måltyv og hamrede bolden ind til 2-0.
Ben Mee fik lavet et selvmål til sidst og Leicesters sejr var aldrig i fare. 3-0 til Claudio Ranieris drenge, der var uden Kasper Schmeichel, som pådrog sig en hjernerystelse til træningen fredag.