Slår medspiller i hovedet og får rødt kort
Der er blevet uddelt et højst mærkværdigt direkte rødt kort i løbet af denne uge.
For hvor tit har man set en spiller slå en medspiller i hovedet?
Måske er der nogen, der kan huske dengang, hvor Lee Bowyer og Kieron Dyer begyndte at slås midt på banen, mens de var holdkammerater.
Eksempler på en sådan opførsel er virkelig ikke mange i professionel fodbold, men i denne uge er der blevet tilføjet et nyt eksempel på den dumhed.
Det var i tyrkisk fodbold, at der torsdag udspillede sig den opsigtsvækkende situation.
Anføreren hos Sakaryaspor, Caner Erkin, blev så sur på en holdkammerat, at han endte med at slå ham i ansigtet.
Kampens dommer valgte prompte at uddele et direkte rødt kort til den rutinerede venstre back, der har spillet for flere af Tyrkiets største klubber.
Da udvisningen fandt sted var Sakaryaspor allerede bagud 3-1 mod Pendikspor, men i overtiden fik hjemmeholdet udbygget føringen til 4-1.
Sakaryaspor har fået en skidt sæsonstart og er kun lige over nedrykningsstregen i den næstbedste tyrkiske række, mens Pendikspor er på tredjepladsen.
Med på Sakaryaspor-mandskabet var blandt andre den tidligere Chelsea-spiller Gaël Kakuta.
Her er fem bud på trænere, der kan afløse Rúben Amorim, hvis han bliver fyret i Manchester United


















