Slag for Liverpool: Belgisk stortalent skifter til Ligue 1-klub i stedet
Anderlecht-stortalentet Jeremy Doku bliver efter alt at dømme ikke Liverpool-spiller foreløbigt, for den 18-årige winger skifter i stedet til Rennes i en handel værd €25 millioner.
Det skriver Het Nieuwsblad, hvilket også bliver bekræftet af adskillige franske journalister søndag formiddag.
Det var ellers nogenlunde velbeskrevet, hvordan Doku, der for nyligt fik sin landsholdsdebut for de belgiske røde djævle og scorede, længe har været en spiller på Liverpools radar.
For to år siden var han til prøvetræning hos The Reds, og familien har sidenhen bekræftet, at Liverpool pressede hårdt på for at signe ham, inden han dengang besluttede sig for at tage endnu en sæson i Anderlecht.
Flere belgiske medier har også spekuleret i, at Liverpool fortsat havde interesse og skulle have tilbudt at købe Doku for efterfølgende at leje ham tilbage.
Nu tyder alt i stedet på, at spilleren, som Klopp skulle have identificeret som Sadio Manés langsigtede afløser, i stedet tager de næste år i fransk fodbold.