Sky: Sokratis er i England for at færdiggøre skifte til Arsenal
Arsenal-forsvaret bliver snart forstærket med et stykke stenhård græker, skriver Sky Sports mandag middag.
Ifølge det britiske medie skulle Sokratis Papastathopoulos nemlig være landet i England for at færdiggøre sit skifte til The Gunners.
Så sent som sidste uge kunne Dortmunds sportsdirektør, Michael Zorc, mere eller mindre bekræfte, at skiftet var lige på trapperne, og nu tyder meget på, at vi kun mangler den officielle offentliggørelse af Sokratis som Arsenal-spiller.
Dermed bliver Sokratis formentligt London-klubbens tredje signing denne sommer efter Bernd Leno og Stephan Lichtsteiner, selvom også Lucas Torreira skulle være på vej til klubben.
Den 30-årige forsvarer har foruden Dortmund, som Sokratis har spillet for siden 2013, været i klubber som Werder Bremen, Genoa, AC Milan og AEK Athen.