Sky: Ligue 1-klub accepterer Villa-bud på topscorer
Tim Sherwood har i et stykke tid jagtet en ny angriber, eftersom Christian Benteke så ud til at skifte til Liverpool. Det skifte gik igennem tidligere i denne uge, og her fik The Villans £32,5 millioner for belgieren. En del af de penge vil Sherwood nu bruge på en ny angriber.
Villa er blevet sat i forbindelse med Emmanuel Adebayor, Rudy Gestede, Diego Rolan og Jordan Ayew, men det lader til, at klubben har valgt at gå efter sidstnævnte.
Ifølge Sky Sports har klubben nemlig fået et bud på Ayew accepteret i dag. Villa har efter sigende budt £12 millioner for den ghanesiske angriber, som er en af Lorients største stjerner. Han scorede i sidste sæson 13 mål i 28 kampe for det franske mandskab.
Jordan Ayews storebror, Andre Ayew, spiller i Swansea, som hentede midtbanespilleren på en fri transfer tidligere på sommeren.